Erhverv
0

Trendsales fusioner med Tradono

To af landets største brugtbørser slår sig sammen.

Trendsales og Tradono bevarer hver deres platform, men bliver slået sammen til én virksomhed. PR-foto.

Danmarks største portal for salg af nyt og brugt modetøj, Trendsales, fusionerer nu med en af sine største konkurrenter.

Ejeren af Trendsales, den schweiziske mediekoncern Tamedia, har sikret sig aktiemajoriteten i online markedspladsen Tradono, der har over en mio. brugere. Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.

»Danmark er et attraktivt marked, og vi mener, at vi med denne fusion har en meget god mulighed for at yderligere at udvide vores allerede stærke position på markedet,« siger Christoph Brand, direktionsmedlem i Tamedia.

Trendsales og Tradono bevarer hver deres platform, men bliver slået sammen til én virksomhed, der har Tamedia som hovedaktionær og Tradonos grundlæggere og medarbejdere samt tidlige investorer i ejerkredsen.

Tradonos adm. direktør, Mads Mathiesen, kommer til at stå i spidsen for den nye virksomhed. Han mener, at Trendsales og Tradono supplerer hinanden godt.

»Tradono har et stærkt mobilfokus med en voksende brugerbase, mens Trendsales har national rækkevidde og meget loyale brugere. Til sammen har vi allerede tæt på to millioner medlemmer, og vi ser frem til at vokse sammen og give den bedst mulige brugeroplevelse i vores branche,« siger Mads Mathiesen.

Hvad Trendsales har betalt for at overtage Tradono, vil parterne ikke oplyse. Tradono blev stiftet i 2014 og vokser hurtigere end Trendsales med adskillige tusinde nye brugere hver eneste måned. Appen er også blevet lanceret i Schweiz.

Vokseværket har imidlertid også sin pris. I det seneste regnskabsår fik Tradono et underskud på 14 mio. kr.

Tamedia ejede i forvejen en mindre del af Tradono, som også har fået investeringer fra bl.a. Hummel-ejer Christian Stadil, Tommy Ahlers og Klaus Nyengaard fra Just-Eat.

I forbindelse med fusionen med Trendsales, der har over 15 år på bagen, bliver der afskediget 10 ansatte på de områder, hvor virksomhederne overlapper hinanden.

Trendsales' nuværende adm. direktør, Ole Højriis Kristensen, forlader virksomheden til årsskiftet for at »søge nye udfordringer.«

Det er ikke længe siden, at Trendsales blev ramt af en opsigtsvækkende svindelsag mod en tidligere direktør. Sagen, der endte med en politianmeldelse af direktøren, som fortsat er under efterforskning, kostede et større millionbeløb og tvang Tamedia til at skyde nye penge i selskabet.

BRANCHENYT
Læs også