Føtex og Bilka er nede - under angreb af hackere
Dansk Supermarked er blevet ramt af et hackerangreb på årets største handelsdag.
Så er de oppe. Så er de nede. På en af de vigtigste handelsdage på året kæmper Dansk Supermarked med nedlagte onlinebutikker.
Dansk Supermarked, der står bag Føtex og Bilka, har kæmpe problemer med nedbrud på Føtex og Bilkas onlinebutikker. For mens onlinebutikkerne oplever et massivt pres fra shoppehungrene kunder, prøver Dansk Supermarked at afværge internettrolde, der forsøger at lægge hjemmesiderne ned.
Det bekræfter Dansk Supermarked over for Finans.
Hackerangrebet har stået på siden midnat og gør, at kunder ikke kan komme ind på Føtex' og Bilkas' hjemmeside og købe black friday-varer.
»Alt tyder på, at vi har oplevet et massivt organiseret forsøg på at lukke vores side,« siger Kasper Reggelsen, der er pressekonsulent ved Dansk Supermarked.
Det, som Dansk Supermarked oplever i øjeblikket, er et cyber-connection angreb, der spammer onlinebutikkerne med forespørgsler, der på den måde lægger siden ned, fordi serveren ikke kan stå for det massive pres.
»Dét kombineret med øget kundetrafik gør, at vi har svært ved at holde siderne oppe,« siger Kasper Reggelsen.
Lige nu kæmper teknikere i Dansk Supermarked samt eksterne konsulenter for at løse problemerne.
»Black friday er en stor dag for os, så vi er utroligt ærgerlige over, at sådan noget sker for os,« siger Kasper Reggelsen, der ikke vil spå om, hvad det kan have af konsekvenser for omsætningen.
Han understreger, at Dansk Supermarked selvfølgelig har forberedt sig til dagen med ekstra serverkapacitet, men åbenbart ikke nok til at håndtere de mange cyberangreb.
Indtil hjemmesiderne er oppe, henviser Dansk Supermarked til wupti.com, der ikke er lagt ned.


