Fortsæt til indhold

Amazon afslører lønninger: Så lidt spiser Jeff Bezos de ansatte af med

Den gennemsnitlige ansatte hos Amazon tjener 180.000 kr. om året. Det er seks gange så lidt som de ansatte hos Facebook.

Erhverv

Selvom Facebook, som følge af skandalesagen om delingen af privatdata, nok ikke er det sjoveste sted at være medarbejder lige nu, kan det være, at lønnen gør det lidt sjovere at være ansat der end hos Amazon.

I Amazons årlige indberetning til den amerikanske Securities and Exchange Commission blev det afsløret, at den gennemsnitlige medarbejder i 2017 tog mindre end 30.000 dollars med hjem i totalløn, hvilket svarer til knap 180.000 kr.

Totallønnen dækker over både løn, diverse bonusser, aktieoptioner og lignende frynsegoder. Det skriver en række amerikanske medier.

Tallet er væsentligt mindre, end hvad f.eks. de ansatte hos Facebook bliver betalt. I starten af ugen offentliggjorde det omstridte sociale medie, at den gennemsnitlige medarbejder hos dem tjener omkring 240.000 dollars, svarende til 1,4 mio. kr.

Det er seks gange så meget om de ansatte i Amazon.

Og ansatte er der nok af. Hvor Facebook har knap 25.000 ansatte, beskæftiger Amazon omkring 560.000 mennesker fra 50 forskellige lande.

Selvom Amazon naturligvis også har en række højtlønnede stillinger, har virksomheden også en stor del lageransatte, som Facebook ikke har. Det kan være en af grundene til, at lønningsforskellen er så stor på de to tech-giganter.

Men de ansatte hos Facebook er ikke de eneste, hvis lønninger Amazons medarbejdere må kigge langt efter.

Grundlæggeren og den adm. direktør af Amazon, Jeff Bezos, tjener nemlig 56 gange mere end den gennemsnitlige ansatte i sit selskab. Jeff Bezos indberettede en totalløn på knap 1,7 mio. dollars, svarende til 10,2 mio. kr.

Hvis man igen skal sammenligne med Facebook, er det væsentligt mere, end hvad Mark Zuckerberg får udbetalt. Han nøjes nemlig med en symbolsk løn på blot 1 dollar.

Offentliggørelsen af både Facebook og Amazons lønninger skyldes indførelsen af de såkaldte Pay-ratio regler, der kræver, at selskaber offentliggør forskellen imellem totallønnen for deres adm. direktør og den gennemsnitlige ansatte i selskabet.

Artiklens emner
Facebook
Jeff Bezos