*

Erhverv
0

Vestjysk fiskehandler har aldrig haft underskud: »Vi passer godt på vores penge«

Familievirksomheden Fonfisk fra Hanstholm blev stiftet i 1986 og har hvert år siden haft sorte tal på bundlinjen.

Fonfisk køber fisk på auktioner og sælger dem derefter videre. De er derfor en slags mellemmand i fiskebranchen. Foto: Fonfisk

Man skal ikke bruge penge, man ikke har.

Det motto har den nordvestjyske fiskehandler Fonfisk fra Hanstholm levet efter siden 1986. For siden dengang har Fonfisk hvert år haft overskud, altså 30 år uden at tabe penge. Bestemt bemærkelsesværdigt.

Hemmeligheden bag den lange stime af overskud er som tidligere nævnt omkostningsbevisthed.

»Vi er vestjyder, så vi driver vores forretning pænt konservativt. Vi gaber ikke over mere, end vi kan klare, og vi passer godt på vores penge. Man kan ikke kalde os særligt ekspansive, men det har vi det fint med,« siger Carsten Beith, direktør og medejer af Fonfisk.

Han vil af konkurrencemæssige hensyn ikke fortælle, hvor meget Fonfisk omsætter for årligt. Det er dog mere end 100 mio. kr. om året, forklarer Carsten Beith.

Fonfisks overskud efter skat de seneste 10 år svinger fra mellem 0,5 til 3,4 mio. kr. De seneste tre regnskabsår er det blevet til et samlet overskud på omkring 7,5 mio. kr., så Fonfisk er en god forretning, uden at folkene bag er blevet styrtende rige på foretagendet.

Mio. kr.2011/20122012/20132013/20142014/20152015/2016
Resultat efter skat1,30,91,53,32,7
Egenkapital7,477,59,38,7

Selv finanskrisen kunne ikke bringe et underskud med sig i Fonfisk, der køber fisk på auktioner og derefter sælger dem videre.

»Vi sælger en fødevare, og folk skal have noget at spise uanset hvad. Derfor påvirkede finanskrisen os ikke voldsomt. Dog medførte finanskrisen en ændring i de produkter, vi solgte. Der blev ikke længere solgt så mange produkter til en høj pris,« siger Carsten Beith, der sammen med to andre familiemedlemmer ejer størstedelen af aktierne i Fonfisk.

Virksomheden blev stiftet af Valter Kristensen Beith og hans forretningspartner Svend Erik Christoffersen i 1986. Fire år senere kom Carsten Beith ind i Fonfisk, men det var dog først i 1999, at han blev direktør.

Fonfisk beskæftiger sig primært med fersk fisk, men handler dog også med enkelte frostvarer. Det er hovedsageligt torsk, kulmule og rødspætter, der bidrager til Fonfisks omsætning.

Fiskene bliver solgt til fiskebutikker, fiskemarkeder, restauranter, grossister og de senere år i stigende grad til supermarkeder. Samtidigt bliver en stor del af fiskene solgt til sydeuropæiske lande som Italien og Spanien.

BRANCHENYT
Læs også