*

Erhverv
MINE NYHEDER
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Annonce
0

Ministre har millionforbindelser til selskaber bag milliardbud på Danmarks gasnet

Millioner af kroner er passeret frem og tilbage mellem to ministre og potentielle købere af Danmarks gasforsyning. Vi kan sagtens bedømme et bud uvildigt alligevel, lyder det fra ministrene.

Collage: Anders Vester Thykier.

To ministre har eller har haft tætte økonomiske forbindelser til nogle af de selskaber, der nu forsøger at købe den samlede gasdistribution i Danmark i en potentiel milliardhandel.

Som Finans tidligere har afsløret, har et konsortium bestående af fire danske energiselskaber, Energi Fyn, Eniig, SE og SEAS-NVE, sammen sendt et brev til regeringens magtfulde økonomiudvalg og energi-, forsynings- og klimaministeren.

I brevet lægger de billet ind på at købe statens ejerandel af gasnettet i Danmark, der i dag hører under det statsejede selskab Energinet.dk

Blandt de ministre, der skal tage stilling til købsprocessen, har erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) og energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) hver især bånd til et af fire selskaber, der står bag købstilbuddet.

Gasnettet i Danmark
  • Gasdistributionen i Danmark er i dag delt op på en række forskellige aktører - herunder det statsejede Energinet.dk, der overtog gasdistributionen i efteråret 2016 fra Dong, som følge af selskabets forberedelse til en børsnotering. Regeringen købte Dongs andel af det samlede gasnet for 2,35 mia. kr.
  • Energinet.dk's del af gasnettet dækker Sønderjylland, samt det meste af det sydlige- og vestlige Sjælland. Som formand for bestyrelsen i Energinet.dk sidder i øvrigt Kim Andersen, mangeårigt folketingsmedlem for Venstre.
  • De øvrige dele af landet er i dag fordelt på de kommunale selskaber HMN Gasnet eller NGF Nature Energy Distribution. Men også de markedsandele kan komme i spil, afslører brevet.

Brian Mikkelsen har, som tidligere beskrevet af Finans, sammen med sin ægtefælle en fem mio. kr. stor investering i en kapitalfond - SE Blue Equity - hvor energiselskabet SE er storinvestor og primus motor.

Brian Mikkelsen sad frem til sin udnævnelse til minister også i bestyrelsen for kapitalfonden.

»Brian Mikkelsen kan have en interesse i den aktuelle sag, fordi han har en forbindelse til SE. Det er meget relevant, at befolkningen ved, at han potentielt kan have den interesse, når han er politiker,« siger Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, med henvisning til, at oplysningen om Brian Mikkelsens bånd til kapitalfonden ikke kan læses direkte ud af ministerens egne oplysninger om sine potentielle økonomiske konflikter til statsministeriet.

Lars Christian Lilleholt var i perioden fra 2010 - 2015 medlem af i alt 11 bestyrelser med tilknytning til energisektoren, heraf fire i Energi Fyn-koncernen, som også er blandt de fire potentielle købere af gasforsyningsnettet.

Ministeren har oplyst indtægter fra 2013-2015 til Finans, der på den baggrund konservativt beregner at han i perioden fra 2010-2015 har modtaget ca. 1,5 mio. kr. fra bestyrelsesposter i el, gas- og fjernvarmesektoren, heraf ca. halv mio. kr. fra poster forbundet til Energi Fyn-koncernen.

Både Lars Christian Lilleholt og Brian Mikkelsen erklærer sig over for Finans habile i sagen med henvisning til, at de har forladt bestyrelsesposterne ved deres respektive udnævnelser til ministre.

»Det er ministeriets og min vurdering, at jeg ikke har en særlig interesse i sagens udfald, og at der i øvrigt ikke foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl i henhold til spørgsmålet om min upartiskhed,« skriver Lars Christian Lilleholt i et skriftligt svar til Finans.

Samme melding lyder fra Erhvervsministeriet, der har svaret på Brian Mikkelsens vegne.

»Henvendelsen fra de fire elselskaber er sendt til en række ministre, herunder erhvervsministeren og den indgår i den almindelige sagsbehandling i ministeriet. Ministeren sidder ikke i bestyrelsen i de nævnte selskaber og har heller ikke i øvrigt økonomiske interesser i selskaberne og vurderes derfor ikke at være inhabil,« skriver ministeriet.

Ifølge Sten Bønsing, ekspert i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, er de to ministre juridisk set habile, da de er trådt ud af bestyrelserne.

»Ud fra en juridisk vurdering er Brian Mikkelsen og Lars Christian Lilleholt ikke inhabile, da de ikke længere sidder i bestyrelserne. Men de juridiske grænser for inhabilitet er ofte noget mere snævre end mere moralsk definerede grænser,« siger han.

Netop derfor er det vigtigt at kaste lys på de politikeres rolle i sagen, mener Per Nikolaj Bukh. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) forlangte ved regeringsudvidelsen tilbage i november, at alle ministrene fremlagde deres privatøkonomiske interesser på Statsministeriets hjemmeside.

»Den liste om ministrenes privatøkonomiske interesser, som regeringen har lagt frem, er et forsøg på at lave god governance (god selskabsledelse, red.) i en politisk organisation. Derfor er det ikke irrelevant at spørge, hvad der er god politisk selskabsledelse – også i denne sag,« siger han.

Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF) har tidligere gjort klart over for Finans, at hun anser spørgsmål om ministernes økonomiske interessekonflikter for at være statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) problem.

I Statsministeriet oplyser man dog, at rigtigheden af oplysninger afgivet til statsministeriet er ministrenes ansvar. Statsministeren ønsker ikke at kommentere, men:

»Det påhviler den enkelte minister at sikre, at oplysningerne (til Statsministeriet, red.) er retvisende. For så vidt angår nærmere oplysninger om privatøkonomiske forhold henvises til de enkelte ministre.«

Læs også