Danskerne streamer mest i EU
Udbydere af kabel-tv ender med skægget i postkassen, mener ekspert.
Netflix, Youtube, HBO og... ja, listen kunne fortsætte. Det er tjenester, der alle udbyder video on demand, og dem er vi rigtig glade for i Danmark. Vi er faktisk så glade for dem, at vi har EU-rekord i at bruge dem.
Det viser EU’s seneste rapport om digitaliseringen i EU-landene, Digital Economy and Society Index (DESI).
Rapporten viser, at 49 pct. af internetbrugerne i Danmark har set video on demand inden for de seneste tre måneder. Sammen med svenskerne (48,7 pct.) er vi dem, der bruger video on demand klart mest.
Det er mere end dobbelt så højt som gennemsnittet i EU, og Claus Bülow Christensen, der er medieanalytiker og udviklingsdirektør i teknologi-innovations virksomheden InQvation, ser ikke tegn på, at den udvikling stopper, og det kan gå ud over de klassiske kabel-tv-udbydere.
Selv seerne af programmer fra de tre kæmper inden for broadcasting i Danmark - DR, TV2 og Viasat - i stigende grad benytter sig af de tre udbyderes streamingtjenester, som hele tiden bliver bedre og bedre, påpeger han.
»Det efterlader de traditionelle kabel-tv-udbydere som Stofa og Yousee med skægget i postkassen. De mange streamingmuligheder skaber jo nærmest kundeflugt fra kabel-tv-udbyderne, fordi kunderne enten skruer ned til mindre tv-pakker eller helt fravælger dem, fordi folk hellere vil købe det tv, de vil se, via streaming,« siger Claus Bülow Christensen.
Selv om danskerne benytter video on demand-tjenesterne mest i EU, må vi se os overgået af vores norske naboer, der står uden for det europæiske fællesskab. Hele 53,6 pct. af nordmændene har ifølge DESI benyttet video on demand-tjenester i løbet af de seneste tre måneder. En af årsagerne til, at de nordiske lande streamer mere end resten af Europa, skal findes i vores infrastruktur.
»Det hele startede, da Netflix i 2012 trådte ind på det nordiske marked. Udover mindre konkurrence på det klassiske flow-tv end i f.eks. Storbritannien, var det især vores infrastruktur med høj båndbredde til lave priser, som gjorde, at det var attraktivt for Netflix at starte på det nordiske marked. Det har modnet streaming-begrebet i Danmark og Norden, og det er en af forklaringerne på, at niveauet nu ligger så højt,« siger Claus Bülow Christensen.


