*

Erhverv
MINE NYHEDER
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Annonce
0

Firmaet bag københavnske bycykler går konkurs efter mislykket redningsforsøg

Bycykelfirmaet Gobike må opgive en redningsplan, efter at københavnske lokalpolitikere har afvist at bakke planen op.

Firmaet bag de københavnske bycyker, Gobike, må opgive en redningsplan, efter at københavnske lokalpolitikere ikke ville bakke op. Foto: Joachim Adrian JOACHIM

Efter flere ugers intense forsøg på at redde firmaet bag de københavnske bycykler, Gobike, har den såkaldte rekonstruktør, advokat Henrik Selchau Poulsen, givet op.

Han meddelt Sø- og Handelsrettens skifteafdeling, at det er formålsløst at arbejde videre, og selv om det formelle konkursdekret endnu ikke er afsagt endnu, så er der reelt tale om en konkurs.

Det endelige konkursdekret forventes afsagt inden for det kommende døgn, erfarer Finans.

Det er endnu uklart, om konkursen får betydning for driften af de københavnske bycykler, der er placeret i et selvstændigt datterselskab, Bikeshare Danmark. Den såkaldte By- og Pendlercykel Fonden, der er finansieret med penge fra DSB og Københavns og Frederiksberg kommuner, og som har kontrakten med Gobike, har tidligere forsøgt at købe Bikeshare for en krone - og så sent som mandag gentog fondens formand, Nikolaj Bøgh, at fonden fortsat gerne vil købe driftsselskabet.

Prestigeprojekt i krise
  • Firmaet bag de københavnske bycykler, Gobike, er på vej mod konkurs, efter at det ikke er lykkedes virksomhedens ledelse af gennemføre en planlagt redningsplan.
  • Gobike vandt et udbud af bycyklerne i 2012 og har leveret over 1.800 cykler. Systemet drives gennem datterselskabet Bikeshare Danmark, der indtil videre kører videre uberørt af rekonstruktionen.
  • Københavns og Frederiksberg Kommuner har finansieret projektet sammen med DSB, og kontrakten og samarbejdet med Gobike/Bikeshare varetages af en til formålet oprettet erhvervsdrivende fond, By- og Pendlercykel Fonden.
  • Gobikes ledelse havde ifølge eget udsagn skaffet investorer, der var klar med nye penge til firmaet, men bycykelfonden troede ikke på redningsplanen, og det fik den til at falde på jorden.

Bobike har tabt store summer på at levere de eldrevne cykler med tablets på styret til hovedstaden, og projektet har gentagne gange været ramt af problemer og usikkerhed.

Gobike gik i rekonstruktion ved skifteretten den 2. marts 2017 i den opfattelse, at man havde opbakning til en redningsplan, der skulle sikre friske millioner fra nye investorer, samtidig med at Saxo Privatbank vinkede farvel til en gæld på omkring 80 mio. kr.

Til stor overraskelse for ledelsen, ville cykelfonden imidlertid ikke bakke planen op, og uden opbakning fra Gobikes altdominerende forretningspartner, ville investorerne heller ikke skyde de lovede penge i firmaet.

Gobikes bestyrelsesformand, advokat N.E. Nielsen, har beskyldt fonden for at være løbet fra sine aftaler og for at stille krav til Gobikes soliditet, som der ikke er hjemmel til i kontrakten.

»Det er helt naturligt, at investorerne ikke vil komme med penge, når fonden løber fra indgåede aftaler og opfører sig uanstændigt,« siger N.E. Nielsen, som mener, at fonden reelt har forsøgt at lave et kupforsøg for at score Bikeshare billigt.

Denne udlægning har fondens formand, Nikolaj Bøgh, flere gange taget afstand fra.

»Det har aldrig været mål for fonden, at den skulle eje cyklerne. Det er kun et middel til at sikre, at vi kan opfylde fondens formål om at have et velfungerende bycykelsystem i hovedstaden,« siger han.

N.E. Nielsen er ikke overbevist.

»Fonden vil utvivlsomt forsøge at drive systemet videre, og så vil den have gennemført sin afpresning. Så må vi håbe for bycykelsystemet, at det kan drives videre, uden at det kommer til at koste offentlige midler i større omfang,« siger N.E. Nielsen.

Det er helt naturligt, at investorerne ikke vil komme med penge, når fonden løber fra indgåede aftaler og opfører sig uanstændigt.

Advokat N.E. Nielsen, bestyrelsesformand i Gobike

Gobike er stiftet i 2012 af bl.a. Torben Aagaard, der også har fungeret som adm. direktør.

Gobike-selskabet ligger inde med rettighederne til selve bycykelsystemet, som firmaet havde planer om at udbrede internationalt. Gobike havde allerede etableret sig i Norge, Holland og Spanien, og disse aktiviteter er der nu også skabt stor usikkerhed om, siger Torben Aagaard.

»Det er ganske simpelt hele vejen igennem fejt, respektløst og selvisk af fonden,« skriver han i en email til Finans.

»Jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at købe samtlige internationale rettigheder ud af konkursboet, så vi hurtigst muligt kan få sikret fortsat fremdrift internationalt. For at det kan lykkes, vil vi over de næste dage samle indsigter. På den baggrund vil vi drøfte løsningsmuligheder og så eksekvere når vi er klar,« skriver Torben Aagaard.

Bycykelfonden ville ikke acceptere redningsplanen, fordi den den ikke troede på, at den kunne sikre Gobikes drift af bycykelsystemet på længere sigt.

Nikolaj Bøgh siger, at fonden er i dialog med rekonstruktøren i Gobike, Henrik Selchau Poulsen, og firmaets største kreditor, Saxo Privatbank, om, hvordan driften af bycyklerne kan fortsætte, selv om Gobike nu går konkurs.

Det er vores klare forventning, at cyklerne fortsætter med at køre.

Nikolaj Bøgh, formand for By- og Pendlercykel Fonden

Cyklerne, der udlejes på abonnementsordninger, var tirsdag fortsat tilgængelige for borgerne, og det vil de fortsætte med at være, siger Nikolaj Bøgh.

»Det er vores klare forventning, at cyklerne fortsætter med at køre,« siger han.

Nikolaj Bøgh vil ikke gå i detaljer med fondens dialog med rekonstruktøren og Saxo Privatbank, men han erkender, at den fortsatte drift vil kræve likviditet, som der ikke er andre end fonden til at finansiere.

»Det er en mulighed, at vi vil være behjælpelig med den,« siger han.

Saxo Privatbank har 80 mio. kr. i klemme i rene udlån til Gobike og Bikeshare. Dertil kommer bankgarantier i størrelsesordenen 35 mio. kr., som Saxo Privatbank har stillet som sikkerhed på vegne af Bikeshare over for bycykelfonden.

Ifølge N.E. Nielsen står aktionærerne til tab på op imod 50 mio. kr. i form af indskud, lån og kautioner. Aktionærerne tæller blandt andre fem nuværende og tidligere Topdanmark-chefer, herunder adm. direktør Christian Sagild, Torben Aagaard og Lars Bruhn.

Kredsen omfatter desuden en række småaktionærer som eksempelvis Samuel Rachlin, Preben Mejer og grevinde Alexandra.

Læs også