Erhverv
0

SAS får bøde på en halv milliard kroner - igen

SAS og en række andre flyselskaber bliver igen straffet med bøder af EU-Kommissionen for ulovlige prisaftaler. SAS vil anke bøden.

Det er anden gang, at SAS bliver idømt bøden på lidt over en halv mia. kr. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen.

Ulovlige prisaftaler koster igen SAS og en række andre flyselskaber store millionbøder.

Det oplyser EU-Kommissionen i en meddelelse fredag.

Sagen drejer sig om karteldannelse inden for fragtpriser og omfatter - udover SAS - 10 forskellige luftfartsselskaber. SAS' bøde er på 70,2 mio. euro, svarende til 522 mio. kr.

Samlet set løber bøderne, som EU-Kommissionen har udstedt til flyselskaberne, op i knap 800 mio. euro - eller cirka 6 mia. kr.

Ifølge EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, sikrer afgørelsen, at selskaberne, der var en del af luftfragtskartellet, bliver straffet for deres handlinger. Det siger hun i en pressemeddelelse.

Det er anden gang, at SAS bliver idømt bøden på lidt over en halv mia. kr. I 2010 kom EU-Kommissionen frem til samme afgørelse, men den blev anket og omstødt på grund af en procedurefejl.

Nu er sagen imidlertid igen blevet behandlet, og konklusionen er den samme: SAS og de andre flyselskaber har forbrudt sig mod konkurrencereglerne.

De ulovlige prisaftaler, som flyselskaberne aftalte for brændstof- og sikkerhedstillæg, stod på fra 1999-2006.

I en meddelelse oplyser SAS, at man vil anke bøden.

BRANCHENYT
Læs også