Erhverv
0

Profil Optik får bøde for at vildlede forbrugere

Optikerkæden Profil Optik er blevet idømt en bøde på 140.000 kr. for at vildlede forbrugerne i en udsalgskampagne.

I maj 2016 politianmeldte Forbrugerombudsmanden Profil Optik for vildledende markedsføring i forbindelse med en udsalgskampagne i januar 2015. Arkivfoto: Bo Svane

Det kan være en dyr fornøjelse, hvis ikke man oplyser, hvilke betingelser en forbruger skal opfylde for at få en rabat.

Det må optikerkæden Profil Optik sande, efter at den er blevet idømt en bøde på 140.000 kr. for at vildlede forbrugerne i en udsalgskampagne.

I maj 2016 politianmeldte Forbrugerombudsmanden Profil Optik for vildledende markedsføring i forbindelse med en udsalgskampagne i januar 2015.

I kampagnen fremgik det, at der skulle være »50 pct. på masser af stel«. Men betingelserne for at opnå rabatten var efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ikke klart nok markeret i kampagnen.

Betingelserne var skrevet lodret langskanten af de plakater og og flyers, som reklamerede med rabatten, men med markant mindre typer, og det gjorde, at forbrugerne dårligt kunne få øje på dem.

Efter en klage fra en forbruger valgte Forbrugerombudsmanden at politianmelde Profil Optik for at overtræde markedsføringsloven § 3, stk. 1 og 2.

Ifølge loven må erhvervsdrivende ikke anvende vildledende informationer der kan forvride forbrugernes eller andre erhvervsdrivendes økonomiske adfærd. Det mener Forbrugerombudsmanden, at Profil Optik har gjort sig skyldig i, ved ikke tydeligt at markere, at forbrugerne kun fik rabatten på stel, hvis de købte en komplet brille.

»Når forbrugere ser et godt tilbud, så må væsentlige betingelser ikke være skjult i reklamen. I sagen med Profil Optik var betingelsen om køb af glas skrevet på en sådan måde, at forbrugerne dårligt kunne læse dem. Det var vildledende,« siger Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen i en pressemeddelelse.

BRANCHENYT
Læs også