*

Erhverv
MINE NYHEDER
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Annonce
0

Konkursramt auktionshus mistænkes for fusk

Konkursboet er blottet for aktiver, og ualmindeligt mange mennesker har penge til gode hos York-Auktion, siger kurator.

I spidsen for det nu konkursramte York-Auktion står Ole Mortensen, der er auktionarius og direktør. Screenshot.

Flere sære ting skal undersøges, efter at det omstridte auktionshus York-Auktion, der bl.a. er kendt fra DR-serien 'Under Hammeren', for en uge siden blev begæret konkurs.

Det oplyser advokat Per Buttenschøn, der er kurator i sagen, til Århus Stiftstidende.

York-Auktion, der har afdelinger på Fyn, Sjælland og i Aarhus, er under heftig beskydning fra kunder, som føler sig snydt og bedraget af auktionshuset og dets ejer, Ole Mortensen.

Ifølge kurator Per Buttenschøn har flere personer end sædvanligt penge til gode i konkursboet. Samtidig er der mistanke om uregelmæssigheder i auktionshuset.

»Vi er ved at undersøge, hvad der er sket op til konkursen, for et eller andet er der sket,« siger Per Buttenschøn til Århus Stiftstidende.

York-Auktion blev stiftet i 2004 af Gitte Ullerlund. I spidsen for auktionshuset står Ole Mortensen, der er auktionarius og direktør. Han bliver bl.a. beskyldt for at have beholdt penge fra kunders salg af varer.

Samtidig undrer det kurator Per Buttenschøn, at Ole Mortensen kort før konkursen stiftede to nye selskaber med samme formål - at drive auktion. Især fordi der ikke er nogen aktiver i konkursboet efter York-Auktion - overhovedet.

»Der er simpelthen ingenting. Vi skal have fundet de ting, der tilhører konkursboet, så de kan gå til betaling til kreditorerne,« siger Per Buttenschøn, der bl.a. skal undersøge, om Ole Mortensen har flyttet aktiver fra York-Auktion over i de nystiftede selskaber.

York-Auktion havde i sit seneste regnskabsår et overskud efter skat på 300.000 kr. Derudover skulle der, ifølge regnskabet, være aktiver i selskabet for over 2 mio. kr.

Kritikken af det nu konkursramte auktionshus har stået på længe og fik tidligere på året Østjyllands Politi til at afbryde sit samarbejde med York-Auktion. Østjyllands Politi har ifølge Århus Stiftstidende brugt auktionshuset til at sælge hittegods, cykler og udsat gods.

Ifølge en meddelelse i Statstidende skal kunder, der har et udestående med York-Auktion og Ole Mortensen, anmelde deres krav til kuratoren senest om tre uger.

Læs også