Tusindvis af piloter og stewardesser trækker i danske uniformer
Danske Bacher Work Wear skal levere uniformer til 7.000 ansatte i fire flyselskaber.
1.174 mandlige og 69 kvindelige piloter skal - sammen med 4.487 kvindelige og 1.335 mandlige kabineansatte - fremover gå i tøj fra en dansk vækstvirksomhed.
Bacher Work Wear har nemlig vundet ordren på at levere nye uniformer til ca. 7.000 ansatte i fire flyselskaber under den internationale koncern Thomas Cook Group. Et af dem er danske Thomas Cook Airlines Scandinavia, der tæller ca. 850 piloter og kabineansatte.
De nye uniformer er netop lanceret ved et flyvende modeshow på et A321-fly i luften på vej fra Manchester til Tenerife.
Ud over det danske selskab består koncernen af tre andre flyselskaber, Condor i Tyskland og samt Thomas Cook Airlines i Storbritannien og Belgien. Tilsammen råder gruppen over 96 fly.
Bacher Work Wear, der har hovedsæde i Kastrup, København, har de seneste år kørt efter en ny strategi om at øge det internationale salg af arbejdsbeklædning. Og ordren til Thomas Cook er ifølge adm. direktør Peter Vallentin led i den strategi.
»Vi får klart mere salg til kunder med medarbejderne rundt om i mange lande. Og eksempelvis har vi også fået ordre på levering af arbejstøj til DSV-koncernen,« siger Peter Vallentin.
Blandt de øvrige kunder er bl.a. Københavns Lufthavne, Air Greenland, A.P. Møller-Mærsk og forsvaret.
Bacher Work Wear omsatte i det seneste offentliggjorte regnskab, 2015, for ca. 100 mio. kr. Det tal er ifølge selskabets adm. direktør vokset til 160 mio. i 2016 efter bl.a. opkøb af et selskab.
»Den markante vækst hænger i høj grad sammen med dels satsningen på at blive en af de førende leverandører i Europa af erhvervsbeklædning. Og dels også at der er skruet op for vores onlineshop. Desuden er vores eget logistikcenter blevet tilpasset, så der leveres tøj individuelt tilpasset den enkelte medarbejder hos vores kunder,« mener Peter Vallentin, Bacher Work Wear.
Ifølge en pressemeddelelse fra Thomas Cook Airlines vil koncernen i første omgang klæde de ansatte i England og Belgien på i danske uniformer.
»Derefter kommer turen i efteråret til vores ansatte i de fire nordiske lande. Siden står personalet i tyske Condor for tur,« udtaler operationel direktør Bent Erlandsen, Thomas Cook Airlines Scandinavia.


