*

Erhverv
0

Baresso tjener igen penge

Den nye ejer af Baresso er i gang med at omdanne kaffekæden til et andet koncept. Imens er der kommet styr på økonomien.

Baresso, der har cirka 50 kaffebarer rundt om i landet, blev i sommeren 2015 købt af investeringsselskabet Jab Holding for et trecifret millionbeløb. Foto: Niels Hougaard.

Danmarks største kæde af kaffebarer, Baresso, tjener igen penge på at servere kaffe og kage til danskerne.

Det sker, samtidig med at kædens tyske ejer, Jab Holding, er i gang med at lukke samtlige Baresso-barer for i stedet at omdanne dem til den svenske kaffekæde Espresso House, som Jab Holding også ejer.

Baresso kom ud af regnskabsåret 2016 med et overskud på 2,2 mio. kr. Det er en klar forbedring fra året før, da kaffekæden tabte næsten 5 mio. kr.

»Den underliggende drift af selskabet har udviklet sig tilfredsstillende,« skriver Baresso-ledelsen i det nye regnskab.

Baresso, der har cirka 50 kaffebarer rundt om i landet, blev i sommeren 2015 købt af investeringsselskabet Jab Holding for et trecifret millionbeløb. Sælgerne talte fem personer, heriblandt direktør og stifter Kenneth Luciani, der åbnede den første Baresso-kaffebar i 2000.

For godt et halvt år siden meddelte den tyske ejer så, at Baresso-konceptet skal lukkes og erstattes af Espresso House, der med over 220 kaffebarer er den største kaffekæde i Norden.

Beslutningen om at aflive Baresso-konceptet skyldes, at Jab Holding vil samle sine to kaffekæder til én. Jab Holding er ejet af den tyske Reimann-familie, der er et af Europas rigeste familiedynastier.

I det forgangne år blev tre Baresso-kaffebarer herhjemme omdannet til Espresso House. Planen er, at forvandlingen skal være tilendebragt inden for to år. Til den tid er det slut med at købe kaffe på Baresso.

Ledelsen i Baresso forventer, at omdannelser, nedlukninger og åbninger af kaffebarer vil medføre betydelige ekstraomkostninger i år, men at selskabets drift vil blive yderligere forbedret.

»Det er ligeledes planen at fortsætte ekspansionen i Danmark ved etablering af nye butikker,« lyder det i det nye regnskab.

Kaffetørstige danskere vil ifølge adm. direktør Nickolas Krabbe Bjerg ikke mærke meget til omlægningen af Baresso. De fleste Baresso-barer beholder deres beliggenhed, blot under det nye koncept.

BRANCHENYT
Læs også