*

Erhverv
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

New York vil hæve prisen på cigaretter til 90 kr. - byen oversvømmes af "illegale" smøger

Som under forbudstiden har det medført kreative modforholdsregler fra rygerne. Over 55 pct. af cigaretforbruget i New York indsmugles fra andre og billigere stater.

New York's borgmester vil sætte prisen på en pakke cigaretter op fra 73 til 90 kr. for at nedbringe antallet af rygere. Foto: AP Photo/Seth Wenig

New York kan være på vej til at hæve prisen på en pakke cigaretter, så den bliver blandt verdens dyreste.

Hvis byens borgmester Bill de Blasio får sin vilje, skal en pakke cigaretter koste 90 kr. I dag er prisen omkring 73 kr.

Det vil under alle omstændigheder gøre New York til den dyreste by i USA at købe cigaretter i, skriver USAToday.

Bill de Blasio har en plan om at reducere antallet af rygere med 160.000 i løbet af tre år fra det nuværende antal på 900.000.

I forvejen er priserne på cigaretter i New York langt højere end i mange af de stater, der støder op til New York, og det har givet en eksplosion i illegale og indsmuglede cigareter.

På den anden side af statsgrænsen kan man købe cigaretter for mellem 48 og 55 kr. for en pakke. Og en undersøgelse fra 2014 viste, at 55,5 pct. af de cigaretter, der blev røget i New York, stammede fra "smugling".

Og lovforslaget fra borgmesteren har fået formanden for New Yorks småbutikker - convenience stores - på barrikaderne.

»Vi er imod, at byrådet med dette forslag forsøger at angribe lovlydige forhandlere, når det reelle problem skal findes ude på byens gader (det ulovlige salg, red.),« siger James Calvin, der er formand for New York Association of Convenience Stores, til USAToday.

Han mener, at især unge mennesker får deres cigaretter fra det ulovlige salg på gader og stræder, og at bystyret i stedet skulle sætte ind her.

USAToday spurgte flere rygere på gaden, hvor de købte deres cigaretter, og alle svarede, at de enten købte dem på gaden eller havde dem med fra andre stater, når de pendlede til New York.

Bill de Blasios lovforslag skal behandles i byens sundhedsudvalg den 27. april.

Læs også