*

MINE NYHEDER
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

Ejerne af NKT stemmer ja til historisk opsplitning af selskabet

Bestyrelsen for industrikonglomeratet har ved fredagens generalforsamling fået aktionærernes tilladelse til at dele NKT Holding op i to separate selskaber.

NKT kan fremover fokusere på forretningen for energikabler, mens producenten af rengøringsudstyr Nilfisk spaltes fra. Foto: Lærke Posselt

Industrikonglomeratet NKT Holding skal splittes i to.

Det står klart, efter at selskabets aktionærer ved en generalforsamling fredag eftermiddag i Bella Center i København har sagt god for en opsplitning senere på året.

Dermed har bestyrelsen for NKT Holding fået mandat til at skille støvsugerselskabet Nilfisk ud fra NKT Holding, der fremover kan fokusere på forretningen for energikabler. Samtidigt skifter NKT Holding navn til blot NKT.

Det sker med opbakning fra bl.a. ATP, der ejer aktier i NKT Holding.

»Jeg ser det som en stor fordel, at Nilfisk bliver en selvstændigt børsnoteret virksomhed,« sagde ATP-vicedirektør Claus Wiinblad fra talerstolen i Bella Center.

»Jeg ser frem til gennemførelsen af spaltningen i løbet af efteråret,« sagde han.

Bestyrelsen for NKT med formand Jens Due Olsen i spidsen takkede for opbakningen til opsplitningen.

Opsplitningen kommer, efter at NKT Holding sidste år annoncerede milliardopkøbet af svenske ABBs forretning for højspændingskabler, ABB HV Cables.

Med opkøbet er såvel energikabelforretningen Cables som Nilfisk nu efter ledelsens opfattelse store nok til at stå på egne ben på børsen. Planerne om en opsplitning fik sidste år NKTs aktiekurs til at stige betydeligt, og det var derfor også ventet, at aktionærerne ville tilslutte sig planerne. Gennem 2016 steg aktien med 40 pct.

Hele NKT Holding omsatte i 2016 for 2.104 mio. euro svarende til ca. 15,7 mia. kr. Omsætningen er omtrent ligeligt fordelt mellem Cables og Nilfisk.

Mens NKT-aktien er steget kraftigt som følge af planerne om en opsplitning, kommer aktionærerne ikke til at få udbetalt udbytte på baggrund af resultatet for 2016. Det skyldes, at NKT skal være i stand til at finansiere opkøbet af ABB HV Cables.

Læs også