Erhverv
0

Ægtepar scorer store millionbeløb på populære tasker

På fem år har ægteparret Silfen trukket næsten 40 mio. kr. ud i udbytte af deres designsucces.

Eugen Silfen (th.) ejer modevirksomheden Adax sammen med sin kone, Helle Silfen, og parrets fem børn. PR-foto.

Med en lille opsparing på lommen og et tilfældigt besøg hos en dansk taskeproducent har Eugen Silfen og hans kone, Helle Silfen, skabt en international designsucces, der bare bliver ved med at vokse.

Ægteparret står bag designvirksomheden Adax, der over en længere årrække har formået at levere pæne millionoverskud - og sendt en del af millionerne tilbage til ejerfamilien.

2016 var ingen undtagelse. Da tjente Adax, der bl.a. producerer tasker, knap 9 mio. kr. Det fremgår af et nyt årsregnskab.

»Resultatet er over ledelsens forventninger,« skriver ægteparret i regnskabet, hvor det også fremgår, at ejerne har fået 8 mio. kr. i udbytte.

Eugen Silfen er direktør i familievirksomheden, som han skabte ved lidt af en tilfældighed. Først kom han til Danmark som 18-årig, efter at han sammen med sin jødiske familie var flygtet fra Polen.

Dernæst - efter syv års studie på Odense Universitet og et års arbejde som gymnasielærer - kom han tilfældigvis på besøg hos en taskeproducent. Det gav ham idéen til Adax.

Så med sin beskedne opsparing grundlagde han i 1982 firmaet, der i dag er repræsenteret i flere lande med salgskontorer i Stockholm, Oslo og Frankfurt. Og som, ifølge Eugen Silfen, er klar til at kaste sig over sit største marked til dato - Tyskland.

Eugen Silfen er manden, der sammen med sin kone tegner de store linjer i Adax. Ægteparret har fem børn, hvoraf det ene, Naja Silfen, arbejder som designer i virksomheden.

Ved udgangen af 2015 overdrog Silfen-ægteparret en del af Adax til to nyoprettede selskaber, der er ejet af parrets børn.

»Det er første skridt i forberedelserne af et generationsskifte – men ikke mere end det,« har Eugen Silfen fortalt til Finans.

Ejerfamilien har over de seneste fem år hevet knap 40 mio. kr. ud af Adax som udbytte.

BRANCHENYT
Læs også