Erhverv
0

Jysk industrivirksomhed solgt i kæmpehandel

Fra én kapitalfond til en anden. Svenske Altor har købt industrivirksomheden Tresu.

Tresu producerer store trykmaskiner til tryk på for eksempel emballage. Foto: Tresu Group

Den danske kapitalfond Erhvervsinvest har solgt den jyske maskinproducent Tresu til den store svenske kapitalfond Altor for et større trecifret millionbeløb.

Det skriver Børsen.

Svenske Altor var også ejer af det skandale- og konkursramte OW Bunker. I dag har Altor en række andre danske selskaber i sin portefølje som eksempelvis Haarslev Industries og Norican Group,

»Vi kan godt lide at investere i industrivirksomheder med højt teknologi og ingeniørindhold. Og så har vi god erfaring med selskaber, der som Tresu er markedsleder i en niche. Vi vil hellere købe en stor fisk i en lille sø end den omvendte version,« siger director i Altor, Thomas Kvorning, til Børsen.

Tresu har hovedkvarter i Sdr. Bjert ved Kolding, og her foregår det meste af produktionen stadigvæk. Dog har Tresu også montageproduktion i USA målrettet det amerikanske marked.

Erhvervsinvest købte selv Tresu i 2010, og siden da er virksomheden vokset kraftigt. Over de seneste fem regnskabsår er overskuddet vokset med næsten 30 mio. kr. og omsætningen satte i seneste regnskab rekord med 433,8 mio. kr.

Regnskabstal fra Tresu Group
Tal i mio. kr.2015/162014/152013/142012/132011/12
Nettoomsætning433,8379,5395,7373,3341,1
Årsresultat efter skat32,119,820,44,12,4

Ud over hovedsædet i Danmark og produktionen i USA har Tresu også salgsafdelinger i Italien, Kina, Japan, Tyskland og USA. Særligt det amerikanske trak en stor del af læsset i det senest regnskab

»Vi har solgt maskiner til mange andre steder rundt om i verden. Men hvis vi kigger fra slutningen af 2015 og til nu, så har det amerikanske marked vel udgjort over 40 pct. af vores samlede forretning,« sagde driftsdirektør i Tresu, Søren Maarssø, til Ritzau Finans ved præsentationen af det seneste regnskab i januar.

Her fremhævede han også salg af maskiner til tryk af fødevareindpakning som et område, der har været i stor vækst i den seneste regnskabsperiode. Det er særligt maskiner til emballering af eksempelvis øl og sodavand.

Præsentationsvideo fra Tresu om en af deres trykmaskiner.

BRANCHENYT
Læs også