Erhverv
0

Novos nye superstjerne gør klar til erobringstogt i milliardklassen

Det danske medicinalselskab taber markedsandele i hele verden, og særligt Europa er med årene blevet lidt af et smertensbarn. »Blødningen« skal stoppes på de markeder, hvor der ikke er blevet leveret, lyder det fra chefen.

Mike Doustdar begyndte sin snart 25-årige karriere i Novo Nordisk som kopimaskinedreng på selskabets kontor i den østrigske hovedstad, Wien. Foto: Kenneth Lysbjerg Koustrup. Collage: Anders Thykier

Efter en forrygende kometkarriere, der har ført ham til toppen af det danske medicinalflagskib Novo Nordisk, er Mike Doustdar klar med recepten, som skal skabe vækst på en stribe vigtige markeder og dermed skyde gang i en ny storhedstid.

I fokus står særligt de vigende markedsandele i Europa, og skal Novo lykkes med at erobre det tabte terræn tilbage og stoppe »blødningen« på flere nøglemarkeder, kræver det mod.

International Operations
  • International Operations dækker alle markeder, bortset fra USA og Canada. Det svarer til 194 lande i Novo Nordisk-regi.
  • De største markeder er lande som Brasilien, Kina, Rusland og Mexico.
  • International Operations udgjorde lidt mere end 47 pct. af Novo Nordisks samlede omsætning i første kvartal 2017. For hele 2016 var tallet også 47 pct. ud af en samlet omsætning på knap 112 mia. kr.

»Jeg kan ikke se, hvorfor der skulle være markeder, hvor vi ikke skulle kunne få en markedsandel på minimum 50 pct. Vi skal fokusere på markedsandele, og det er dér, hvor vi har store muligheder,« siger Mike Doustdar, koncerndirektør med ansvar for International Operations i Novo Nordisk A/S , i et interview med Finans.

I Europa er Novo Nordisk det seneste år gået fra en markedsandel på insulinmarkedet på 47 pct. til 45 pct. I årets første tre måneder solgte Novo Nordisk alligevel for mere end 5,2 mia. kr. alene i Europa.

På verdensplan sidder man på 46 pct. af insulinmarkedet, men der er enorme forskelle fra land til land. Det betyder store muligheder i en tid, hvor antallet af diabetikere kun stiger år for år.

International Operations blev i forbindelse med den store ledelsesrokade i efteråret 2016, da Lars Fruergaard Jørgensen blev udnævnt til ny adm. direktør, udvidet til at omfatte hele verden med undtagelse af USA og Canada.

Mike Doustdar, blå bog
  • 2016- i dag, koncerndirektør, International Operations – hele verden undtagen USA og Canada.
  • 2015-2016, koncerndirektør, International Operations, hele verden eksklusiv USA, Canada, Europa, Kina, Japan og Korea.
  • 2013-2015, SVP, International Operations, hele verden eksklusiv USA, Canada, Europa, Kina, Japan og Korea.
  • 2012, VP, Oceanien og Sydøstasien.
  • 2010-2012, VP, Near East
  • 2007-2010, General Manager, Near East
  • 1993-2007, diverse job i Novo Nordisk inden for finans, IT, logistik og marketing med base i bl.a. Zürich, Athen og Wien.
  • 1992, sommerferiejob som kopimaskinedreng på Novo Nordisks kontor i Wien.
  • Mike Doustdar har en bachelor i International Business fra Webster University i Wien, fra 1994. Sidenhen har han i 2012 suppleret med en ledelsesuddannelse fra Harvard.
  • Den 46-årige erhvervsmand er født i 1970 i Iran og er i dag østrigsk-iransk. Han fulde navn er Maziar Mike Doustar.
  • Privat er han bosiddende i Zürick i Schweiz, er gift og har to drenge på henholdsvis 6 og 11 år.

Dermed fik Mike Doustdar lagt omkring yderligere 60 lande ind under sig, bl.a. hele Europa, og sidder i dag som Novo Nordisks øverste chef på 194 markeder.

Det svarer i runde tal til halvdelen af den samlede forretning, der i 2016 havde et salg på knap 112 mia. kr.

»Vi taber markedsandele i Europa, og der skal vi gøre det bedre. Vi har de samme produkter, så det er vores fokus og evner i marken, som giver succes lokalt. Vi har en unik mulighed for at lære af best practice på et marked og få adopteret succesen til andre markeder, så vi stopper blødningen på de markeder, hvor vi ikke har gjort det godt nok,« siger Mike Doustdar.

Jeg kan ikke se, hvorfor der skulle være markeder, hvor vi ikke skulle kunne få en markedsandel på minimum 50 pct.

Mike Doustdar, koncerndirektør med ansvar for International Operations i Novo Nordisk.

I analytikerkredse er det noget, man er opmærksom på.

»Mike Doustdar har en udfordring i at opretholde Novos førende position i etablerede markeder i Europa, hvor selskabet møder hård konkurrence og samtidig møder sundhedsmyndigheder, der ikke er villige til at betale for innovation, særligt Tyskland hvor ingen nye produkter er på markedet,« siger Andrew Carlsen, medicinalanalytiker i ABG Sundal Collier.

»På den anden side skal han opsøge nye vækstmuligheder på produktniveau eller specifikt sørge for, at et marked som Kina udvikler sig til en væksthistorie.«

Leader-studiet
  • Med Leader-studiet har Novo Nordisk vist, at diabetespatienter, der fik Victoza som et supplement til en standardbehandling, reducerede risikoen for hjertekar-problemer med 13 pct. sammenlignet med de patienter, der ikke fik Victoza.
  • Resultaterne viste desuden en signifikant reduktion på 22 pct. i forhold til risikoen for hjertekar-død. Studiet er det største, Novo Nordisk nogensinde har gennemført med i alt 9.340 patienter.

I Europa er det særligt den amerikanske konkurrent Eli Lilly, som med sit diabetesmiddel Trulicity har gjort det svært for Novo Nordisk, fordi midlet har kapret store markedsandele fra Novo Nordisks bedst sælgende lægemiddel, Victoza.

»Ingen kommerciel person har lyst til at se ens markedsandel falde. Vi er nødt til at være mere modige med vores markedsføring, og her spiller vores data for Victoza med Leader-studiet en nøglerolle, når vi forhåbentlig får det godkendt til reduktion af hjerte-kar-komplikationer,« siger Mike Doustdar.

BRANCHENYT
Læs også