Erhverv
0

Nets samarbejder med iværksætter om betalingsløsning til børn

Børn får mulighed for selv at bruge deres lommepenge i butikker via iværksætters app.

Foto: Colourbox

Betalingsvirksomheden Nets, der blandt andet står bag Dankort, har indgået et samarbejde med iværksætterfirmaet Mymonii om at levere en digital betalingsløsning til børn.

Samarbejdet følger, efter at Mymonii i flere år har tilbudt en app til familier, hvor forældre har kunnet overføre lommepenge til deres børn og opsætte opgaver med belønninger. Denne løsning har foreløbigt 21.000 danske familier benyttet sig af.

Nu bliver der taget et skridt videre ved at gøre appen fra Mymonii til en rigtig betalingsløsning, hvor børn kan bruge de penge, som de har til rådighed i appen.

Rådighedsbeløbet bestemmes ene og alene af forældrene. Pengene trækkes løbende fra forældrenes Dankort, og alle betalinger, som børnene laver, kan forældrene følge med i via deres egen app.

- Vi glæder os helt vildt til at åbne op for at alle danske børn kan få mulighed for at betale med appen i alle butikker, som tager imod betalinger med Dankort på mobilen.

- Betalinger med Mymonii-appen foregår på samme måde, bortset fra at forældrene kan sætte beløbsgrænser, hvilket gør det trygt for forældrene, at de har overblikket og kontrollen, siger Louise Ferslev, der er grundlægger og administrerende direktør hos Mymonii, i en pressemeddelelse.

Hos Nets fortæller Jeppe Juul-Andersen, der er direktør med ansvar for Dankort, at samarbejdet med Mymonii giver børn, som er for små til Dankort eller andre betalingskort, mulighed for at undgå at gå rundt med kontanter.

- Samtidig sørger Mymoniis platform for, at børnene kan få et ansvarligt forhold til forbrug og opsparing. Projektet er også etgodt eksempel på, at Nets inviterer til samarbejde om nye tjenester, der bygges oven på Dankort økosystemet, siger han.

De første mobilbetalinger med Mymonii appen bliver lige nu gennemført i en lukket testfase og vil senere blive tilgængelig for alle danske familier.

Mymonii vil bruge den lukkede testfase til at samle feedback fra brugerne på løsningen.

BRANCHENYT
Læs også