Fortsæt til indhold

Niels-Bo Valbro lokker tusinder til teater og tjener kassen på det

Niels-Bo Valbro bliver kaldt Danmarks modigste teaterdirektør. Men han er formentligt også Danmarks rigeste teaterdirektør.

Erhverv

Kan det lade sig gøre at tjene gode penge på teater?

Stil det spørgsmål til Niels-Bo Valbro, og du vil få et rungende ja. Den garvede teatermand, der står bag det Det Ny Teater, har nemlig gennem årene opbygget sig en større millionformue centreret omkring teaterdrift. Det er endda på trods af, at hans projekter ikke har fået nogen særlig støtte af det offentlige, men i stedet selv har måttet indkassere pengene på almindelig kommerciel vis.

Finans har gennemgået de seneste regnskaber fra den række af selskaber, Niels-Bo Valbro ejer og driver uafhængigt af hinanden.

Selskaberne har nu en samlet egenkapital på 265 mio. kr., og mest i pengetanken har investeringsselskabet ApS SPKR Nr. 2644, der har en egenkapital på 89 mio. kr. og netop har offentliggjort et overskud på lidt over 6 mio. kr. i 2016.

ApS SPKR Nr. 2644 havde i slutningen af 2016 værdipapirer for 91 mio. kr. mod 83 mio. kr. året forinden, fremgår det af det nye regnskab.

Men også selskabet Ny-Holding ApS, hvis datterselskabers virke er teaterdrift, har de seneste år bidraget med adskillige mio. til Niels-Bo Valbros formue.

Senest blev det til et overskud i 2016 på 13 mio. kr. for teater-holdingselskabet.

Nøgletal i Niels-Bo Valbros forskellige selskaber i det seneste regnskabsår:

SelskabSeneste resultat efter skat i mio. kr.Egenkapital i mio. kr.
Cirkel Teaterproduktion ApS-0,0040,6
BE-Holding ApS-0,27,9
Fortunat ApS0,129,4
Ny-Holding ApS13,259,7
Jatek ApS0,577,8
ApS SPKR Nr. 26446,389,3

Da Niels-Bo Valbro i 2016 fyldte 60 år, blev han af Jyllands-Posten kaldt Danmarks modigste teaterdirektør, fordi han er villig til at betale mange tusinde kr. ekstra for at give en teaterforestilling det sidste pift, hvilket lokker masser af tilskuere til sæson efter sæson.

»Han findes ikke magen til i dansk teater,« stod der i fødselsdagsportrættet.

Det er også blevet skrevet i Berlingske, at »hvad den mand ikke ved om privat teaterdrift, er ikke værd at vide«.

Allerede som skoleelev i 1970 begyndte han som impresario at arrangere koncerter. Han debuterede som teaterproducent i 1984, da han co-producerede ”Privatliv” med Susse Wold og Bent Mejding, der spillede i mere end to år for fulde huse. Den skrev dansk teaterhistorie med over 500.000 tilskuere.

I begyndelsen af 1990'erne fik Niels-Bo Valbro og Bent Mejding rejst 80 mio. kr., så Det Ny Teater, der var lukket i 1990, kunne genopstå som et af de prægtigste af sin slags i Europa.

Niels Bo-Valbro er fortsat direktør i Det Ny Teater.

Artiklens emner
Niels-Bo Valbro