*

Erhverv
0

240.000 ansatte har udsigt til de største lønstigninger siden finanskrisen

De lokale lønforhandlinger i industrien giver en stigning på 1,8 pct. til de timelønnede. Skuffede lokalformænd håber, at mangel på folk kan få lønningerne op, mens DI sætter sin lid til, at udlændinge kan holde lønkonkurrencen i ro.

Der er 1,8 pct. mere i posen til de ansatte i industrien. Det står fast, efter at 30 pct. af de lokale lønforhandlinger er kommet i hus. 
Foto: Jens Henrik Daugaard

Der bliver i gennemsnit 1,8 pct. mere i lønposen til den knap kvarte million danskere, der er omfattet af industriens overenskomst.

Det står fast, efter arbejdsgiverne i Dansk Industri, DI, har fået meldinger tilbage fra de lokale lønforhandlinger på virksomhederne, som kommer i kølvandet på den nye, treårige overenskomst i april, hvor den centralt aftalte mindsteløn skal stige med 1,75 pct. 

Kort om lønstigningerne
  • Dansk Industri har fået indberetninger om resultatet af de lokale lønreguleringer fra virksomheder, der beskæftiger omkring 30 pct. af de ansatte på mindstebetalingsoverenskomster blandt DI’s medlemmer.
  • Disse indberetninger ligger gennemsnitligt på 1,8 pct. for de timelønnede og 2,0 pct. for funktionærerne.
  • Omkring 2 pct. af medarbejderne – både blandt timelønnede og funktionærer – har fået en nulregulering.
  • Blandt DI’s medlemmer arbejder omkring 240.000 medarbejdere på mindstebetalingsområdet.

»Lønstigningstakten fra de seneste år efter krisen fortsætter med en lille pil opad. Vi ser det som et forholdsvis afdæmpet, men passende niveau, og det er en fornuftig udvikling, der er forenelig med den internationale lønkonkurrence,« siger underdirektør i DI Steen Nielsen, som dog mener, at fremstillingsindustrien ligger »lige i overkanten« af de lande, vi handler med.

»Det kan vi nok godt leve med, men vi har ikke råd til at ødelægge konkurrenceevnen,« siger han.

Det er langtfra alle virksomheder, der er færdige med at forhandle med de ansatte, men eftersom aftalerne for 30 pct. – svarende til ca. 70.000 ansatte – er kommet i mål, mener DI sig sikker på, at niveauet ender på 1,8 pct. for de timelønnede og 2 pct. for funktionærer. For sidstnævnte gruppe er det samme niveau som de seneste år og det næsthøjeste siden krisen satte ind i 2009.

Det er dog ikke alle, der er lige tilfredse. Bjarne Sørensen er formand for Dansk Metal i Horsens, og her havde man sat næsen op efter mere.

»Narj, jeg er ikke skuffet, jeg er realist. Jeg havde en fornemmelse af, at arbejdsgiverne nok ikke ville åbne for pengeposen, selv om vi var tilbageholdende ved de tidligere forhandlinger (i 2010, 2012 og 2014, red.). Det holdt stik, for den goodwill er ikke blevet indfriet, og det er vores udgangspunkt til næste gang, vi skal forhandle,« siger han.

I stedet regner han nu med, at »markedskræfterne på et tidspunkt begynder at virke«, så den spirende mangel på arbejdskraft i industrien vil få folk til at søge derhen, hvor der bliver betalt mest.  

»Det er dejligt med få ledige, men det måtte godt give udtryk i lønudviklingen, og det har det ikke gjort indtil nu,« lyder det tørt. 

1,8 pct. er ingenting. Det er alt for lidt.

Ole Christensen, formand for 3F Randers

Samme melding kommer fra Randers, hvor den lokale 3F-formand Ole Christensen også havde regnet med mere. Meget mere.

»1,8 pct. er ingenting. Det er alt for lidt. Jeg synes, at det har været en for billig overenskomst, og vi er ikke blevet kompenseret for den tilbageholdenhed, vi tidligere har vist,« siger han.

Hvad skal der til, for at I får den kompensation?

»Det ved jeg ikke, for hvis ikke nu, hvornår så? For de timelønnede skulle stigningen have været 2,5 til 3 pct., for mange i industrien ligger ikke så højt. Denne stigning giver måske 3 kr. mere i timen, så det er billigt for arbejdsgiverne,« siger han med henvisning til tykke ordrebøger og lav ledighed.   

Christian Lyhne Ibsen er forsker på Forskningscenter for Arbejdsmarked- og Organisationsstudier (FAOS) under Københavns Universitet, og han peger på, at det altid er svært at forhandle noget stort hjem, efter at en lang overenskomstaftale er indgået. Den nye gælder i tre år, og dermed binder fagbevægelsen sig til de stigninger, man aftaler centralt.

»Det er ikke jubellønstigninger – det er forsigtigt, men det er bedre end de seneste år og det bedste siden krisen. Men alt kommer an på, hvad inflationen ender med, for det handler også om, om man kan sikre en reallønsvækst. Og dem, der havde troet, at den skulle have en ordentlig én over nakken, er nok lidt skuffede,« siger han og uddyber:   

»Det er udtryk for, at selv om der er mangel på arbejdskraft visse steder, er man i den situation, at man ikke kører med enorme lønkrav. Man er i hvert fald ikke kommet igennem med de krav, hvis man har haft dem. Det har handlet om, at man skal have et resultat hjem, der sikrer reallønsvækst, uden at det går ud over virksomhedernes vækstmuligheder.«

Hos Dansk Metal, der sidder for bordenden til forhandlingerne i kartellet CO-industri, passer tallene med de tilbagemeldinger, man har fået, lyder det fra Keld Bækkelund Hansen, der er forbundssekretær i forhandlingssekretariatet. Selv om satsen for nogle kan synes lav, har han fokus på reallønsstigninger, og det har der været de seneste år.

Han mener, at niveauet med 1,8 pct. er, som man kunne forvente, og tilføjer, at der nogle steder har været store lønstigninger. Forbundet har en ledighed på under 2,5 pct., og dem, der gerne vil fastholde de ansatte, må betale mere for det.

Resten skal markedskræfterne nok sørge for:

»Det øgede behov for arbejdskraft gør, at vores medlemmer vil tage derhen, hvor skorstenene ryger lidt mere. Vi ser gerne, at vores medlemmer skifter job,« siger han og opfordrer arbejdsgiverne til at komme i gang med at uddanne flere unge og gøre ufaglærte til faglærte, hvis de vil undgå at mangle folk.

Tilbage i Dansk Industri håber Steen Nielsen ikke på, at lokalformændene får deres vilje. Ledigheden er kommet langt ned, beskæftigelsen er godt på vej op, reformer har fået de +60-årige til at blive længere på arbejdsmarkedet, og rekordmange udlændinge går rundt på de danske arbejdspladser.

Hvis manglen på arbejdskraft for alvor sætter sig, og lønnen stiger som under den seneste højkonjunktur, vil det ramme økonomien igen, advarer han.

»Der er ingen tvivl om, at arbejdsmarkedet er presset, og rigtig mange af vores medlemmer har svært ved at finde de medarbejdere, de har brug for. Vi har før set, at det kan give problemer, men forhåbentlig kan vi blive ved med at tiltrække folk udefra, primært fra EU-lande,« siger han.

Læs også