Fortsæt til indhold

Velhavende arvinger forvandler is til guld

På 10 år har familien Vestergaard tjent næsten 400 mio. kr. på at holde fly på vingerne.

Vestergaard Company er stærkt afhængig af vintervejret rundt om i verden. Jo hårdere vintre, desto større er behovet for afisere, der sikrer, at flymaskiner kan komme på vingerne. Foto: Gregor Fischer/AP
Erhverv

I den lille by Gevninge vest for Roskilde ligger et dansk væksteventyr, der har været med til at forgylde fire arvinger.

Den familieejede virksomhed Vestergaard Company har på 10 år tjent næsten 400 mio. kr. på at producere og sælge afiserudstyr til flyvemaskiner. Det har gjort stifterens fire børn, der ejer familieforetagendet, til mangemillionærer.

Vestergaard Company omsatte i 2016 for knap 500 mio. kr., viser et nyt regnskab. Det var mindre end året før, og også overskuddet faldt. Dermed levede resultaterne ikke op til de forventninger, som ejerne havde ved årets begyndelse.

Alligevel kalder ejerfamilien årets resultat i Vestergaard Company for »tilfredsstillende.« Familien hæfter sig bl.a. ved, at selskabet i løbet af året fik et gennembrud i Kina med levering af en stor mængde afisere til lufthavnen i Beijing.

Vestergaard Company er stærkt afhængig af vintervejret rundt om i verden. Jo hårdere vintre, desto større er behovet for afisere, der sikrer, at flymaskiner kan komme på vingerne.

Vestergaard Company sælger sit udstyr i store dele af verden og har datterselskaber i både USA og Frankrig. I spidsen for den familieejede virksomhed står Stefan Vestergaard, der er søn af stifter Godtfred Vestergaard.

Ejerskabet af Vestergaard Company er ligeligt fordelt mellem Godtfred Vestergaards fire børn, Martin, Frida, Stefan og Brynjolfur Vestergaard, hvoraf sidstnævnte imidlertid døde i en tragisk ulykke tilbage i december.

Familien Vestergaard har en formue på næsten 600 mio. kr. gennem Vestergaard Company og dets holdingselskab. Derudover har de enkelte familiemedlemmer pæne millionformuer stående i deres private holdingselskaber.

I fjor fortalte adm. direktør Stefan Vestergaard til Børsen, at familien Vestergaard meget gerne ser, at en eller flere fra næste generation en dag overtager ejerskabet af familievirksomheden.

»Vi håber på, at det kan lade sig gøre, og vi arbejder aktivt med, at tredje generation begynder at involvere sig dybere i selskabet,« sagde Søren Vestergaard til Børsen.

Artiklens emner