Erhverv
0

Købmænd kæmper med underskud i stor supermarkedskæde

Flere Meny-købmænd kører både med underskud og negativ egenkapital.

I dag har 118 butikker et Meny-logo ved indgangen, heraf er 81 butikker ejet af selvstændige købmænd, mens 37 enten er ejet af Dagrofa eller koncernen i samarbejde med en købmand. Foto: Gregers Tycho.

For en stor del af de selvstændige Meny-købmænd kunne det ikke betale sig at holde åbent i 2016. I hvert fald har mindst 21 købmænd haft større omkostninger end indtægter, hvorfor driftsresultaterne er negative.

Det er Dansk Handelsblad, der har gennemgået købmændenes regnskaber og konkluderet, at kun 30 af de 51 undersøgte Meny-købmænd tjener penge.

Kædedirektøren i Meny, Kenneth Pedersen, erkender, at indtjeningen er under pres.

»Der er ingen tvivl om, at nogle butikker i Meny – ligesom det gør sig gældende i andre detailkæder – er særligt hårdt ramt af et faldende dagligvaremarked og intens konkurrence. Det sætter indtjeningen i disse butikker under pres, hvilket vi selvfølgelig er meget opmærksomme på,« siger han til Dansk Handelsblad.

Meny er oprindelig en norsk supermarkedskæde, der blev rullet ud i Danmark i 2015, idet man erstattede en stribe SuperBest- og Eurospar-butikker. I dag har 118 butikker et Meny-logo ved indgangen, heraf er 81 butikker ejet af selvstændige købmænd, mens 37 enten er ejet af Dagrofa eller koncernen i samarbejde med en købmand.

De 51 købmænd, Dansk Handelsblad har gransket, ejer i alt 56 butikker. Tilsammen leverede de et driftsoverskud på 6 mio. kr., men der var altså store forskelle i fordelingen af indtjeningnerne.

Enkelte købmænd opnåede et driftsoverskud på den gode side af 2 mio. kr., mens det største underskud, der blev noteret på driften, hed 2,3 mio. kr. For flere har underskuddet ført til en negativ egenkapital.

Og selv om de tilsammen tjente penge på driften, blev det alligevel til et underskud på 2,7 mio. kr. efter skat og andre udgifter.

Der var også markante forskelle i købmændenes bruttofortjenester - altså omsætningen fratrukket vareforbruget. En købmands bruttofortjeneste var på beskedne 3,3 mio. kr., mens højdespringeren nåede 26,4 mio. kr.

BRANCHENYT
Læs også