Erhverv
0

Tesla bygger verdens største batteri for at løse energikrise

Tesla-direktør vil levere rekordbatteri på 100 dage efter underskrivelse af kontrakt, ellers er det gratis.

Elon Musk har lovet, at batteriet står klar i løbet af 100 dage, fra kontrakten er underskrevet. Hvis ikke virksomheden overholder det, er batteriet gratis. Foto: Imaginechina via AP Images

Den amerikanske elbilproducent Tesla har sat sig for at bygge verdens største lithium-ion-batteri.

Batteriet skal bygges i den sydlige del af Australien for at løse en energikrise, der har skabt strømafbrydelser på tværs af region.

Med som partner har Tesla det franske selskab Neoen, der specialiserer sig i vedvarende energi. Franskmændene skal stå for vindenergi.

Samlet vil batteriparken have en kapacitet til at give 30.000 hjem strøm i delstaten South Australia, oplyser en Tesla-talsmand til Reuters.

Tesladirektør Elon Musk har lovet, at batteriet står klar i løbet af 100 dage, fra kontrakten er underskrevet. Hvis ikke virksomheden overholder det, er batteriet gratis.

Det ville i så fald koste Tesla i omegnen af 50 millioner dollar eller mere, vurderer Musk.

Aftalen bliver formentlig underskrevet i løbet af de kommende uger. Planen er, at anlægget vil stå klar i december.

Det er lukninger af kulkraftværker i den australske delstat, der har givet problemer med at få strøm og energi ud til statens 1,7 millioner indbyggere. Det har samtidig fået energiprisen til at stige.

Tesla kunne i maj fremvise et glimrende kvartalsregnskab for årets første tre måneder.

Selskabet, der er ejet af milliardæren Elon Musk, har leveret flere end 25.000 elbiler i årets første tre måneder. Det var en fremgang på 69 procent i forhold til året før.

Ikke siden 2010, hvor selskabet solgte sine første biler, har Tesla haft så mange ordrer, lød det i regnskabet.

Lithium-batterier har været flittigt brugt siden 1991, men det har mest været i elektronisk udstyr som computere og mobiltelefoner.

Ifølge Reuters kan et typisk batteri gemme 150-watt-timer. Teslas rekordbatteri vil have en kapacitet på 129 megawatt-timer.

BRANCHENYT
Læs også