Erhverv
0

Globale giganter investerer i grøn energi

Nogle af verdens største købere af grøn energi er enorme virksomheder som Google og Facebook.

Mange globale virksomheder satser stort på vindmøller og grøn energi.

Selvom verdens ledere ikke kom til enighed omkring klimaet ved denne uges G20-topmøde i Hamborg, ser den grønne omstilling dog ikke ud til at være helt ude af billedet. I hvertfald hvis man retter blikket mod mange globale virksomheders investeringer.

Det skriver det norske medie e24.no.

Blandt andet har it-giganten Google købt 12 års strømproduktion ved Tellenes vindpark i Norge - et køb, som allerede blev foretaget inden parken var færdigbygget.

»Den store fordel er, at el-priserne er fastsat, hvilket giver forudsigelighed for projektets indtægter. Det giver alle parter tryghed om, at projektet kan realiseres,« forklarer Olav Rommetvelt, direktør i vindudbyderen Zephyr, til e24.no.

Samme tendens gør sig gældende i Europa og på det amerikanske kontinent. Ifølge Reuters blev 40 pct. af alle USA's el-kontrakter inden for vindkraft underskrevet af kommercielle aktører samt universiteter og forsvarsrelaterede kunder sidste år. Det er fem pct. mere end i 2013.

Google er ikke den eneste globale mastodont, som investerer i klimavenlig energi. Siden 2009 har svenske Ikea brugt knap 11 milliarder kr. på 327 vindmøller og 700.000 solpaneler, mens Nestlé for nyligt indgik en aftale om at købe el i 15 år fra skotske Sanquhar.

Sidste år var Amazon, Google og Microsoft blandt de selskaber, som erhvervede sig mest kapacitet for miljøvenlig energiproduktion, ifølge Bloomberg New Energy Finance. Også General Motors, Goldman Sachs, 3M og WalMart er blandt de virksomheder, som satser stort på grøn energi.

BRANCHENYT
Læs også