*

Erhverv
0

Københavnske politikere vil lægge loft på Airbnb-udlejninger

Overborgmester foreslår, at københavnerne maksimalt må leje deres bolig ud via Airbnb i 60 dage.

Airbnb er nødt til at fremtidssikre virksomheden efterhåden som flere af de mest populære storbyer lægger restriktioner på udlejning af almindelige boliger til turistformål. Foto: Jens Kalaene/AP

København skal ikke være et hotelreservat, mener byens politikere, der nu vil lægge loft over udlejninger via Airbnb. Det skriver Politiken.

- Vi skal forhindre, at platforme som Airbnb skaber et marked, hvor boliger bruges til ren spekulation og økonomisk gevinst - og tages fra københavnerne og et i forvejen presset boligmarked, siger Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), i en skriftlig kommentar til Politiken.

Både overborgmesteren og flere partier i det københavnske bystyre er klar til at lægge loft over den periode, byens borgere kan leje privaten ud til turister.

Foruden Socialdemokratiet støtter Konservative, SF og Enhedslisten foreløbig forslaget.

Hvad er Airbnb?
  • Airbnb er en udlejningsportal på nettet, hvor private kan leje deres hjem ud til rejsende, mod at de betaler en del af indtægten til Airbnb.
  • Tjenesten blev stiftet i 2008 i USA, men har siden bredt sig over hele verden.
  • Tjenesten har haft massiv vækst. Fra 1. april 2016 til 1. april 2017 brugte 732.000 gæster Airbnb i Danmark.
  • I samme periode 2014-2015 brugte 214.000 gæster Airbnb i Danmark, mens tallet var 28.000 i perioden 2012-2013.
  • Der var 31.000 aktive udlejere i Danmark fra 1. april 2016 til 1. april 2017. Det vil sige profiler på Airbnb, som har haft mindst en udlejning i det foregående 12 måneder.
  • Heraf var de 19.000 udlejere i København. I alt 450.000 gæster brugte Airbnb i hovedstaden i perioden.
  • Den typiske udlejer tjener ifølge Airbnb 14.600 kroner på at lade rejsende overnatte 22 nætter om året. Gennemsnitsalderen for udlejerne er 38 år.
  • De besøgende rejser typisk to sammen. Og de overnatter typisk fire nætter.
  • Ifølge en undersøgelse blandt 2000 danske gæster, som Airbnb selv har lavet, bruger hver gæst i gennemsnit 1700 kroner om dagen på mad, shopping, forlystelser og så videre.
  • 81 procent af gæsterne kommer fra europæiske lande, mens 12 procent kommer fra Nordamerika.
Kilde: Airbnb.
Det er stadig uafklaret, hvor mange dage og uger, københavnerne får lov at leje ud. Men Frank Jensen anbefaler samme grundmodel, som den, der bliver brugt med succes i den hollandske storby Amsterdam.

Her kan byens borgere leje deres boliger ud i maksimalt 60 dage, hvorefter boligerne ganske enkelt bliver fjernet fra Airbnb's hjemmeside.

Enkelt og effektivt, men den model kræver, at den danske hovedstad indgår en formaliseret samarbejdsaftale med Airbnb.

Og indtil videre har kommunen haft svært ved at få Airbnb i dialog, fortæller overborgmesteren.

Loftet kan også kun få succes, hvis kontrollen skærpes, påpeger de private udlejeres brancheorganisation, Ejendomsforeningen Danmark.

- Skal vi have ordnede forhold på det her marked, så er der ingen vej uden om mere kontrol, siger direktør Morten Østrup Møller til Politiken.

Uden en kontrolinstans tror han ikke på, at et loft vil have nogen effekt.

Ejendomsforeningen forslår i stedet lokal kontrol, hvor udlejerne, ejerforeningerne og andelsboligforeningerne selv bestemmer, hvor længe man skal have lov til at udleje.

Airbnb vil ikke svare klart på, om udlejningsportalen er klar til at indgå et samarbejde om et udlejningsloft - for eksempel ud fra samme model som i Amsterdam.

Sofia Gkiousou, der er Public Policy Manager for Airbnb i Norden, vil ikke stille op til et interview.

Men hun siger i et skriftligt svar til Politiken, at Airbnb har samarbejdet med mere end 300 storbyer og regeringer om klare og enkle regler for boligudlejning.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL), der holder sommerferie.

Men ifølge partifællen Allan Mylius Thomsen, der også sidder i teknik- og miljøudvalget, bliver sagen sat på dagsordenen hurtigst muligt efter sommerferien.

Læs også