Erhverv
0

Peter Plys er havnet på Kinas sorte liste

Sammenligninger med præsidenten får Kina til at bortcensurere Peter Plys på sociale medier.

Den honningbegejstrede og glade bjørn Peter Plys er blevet sortlistet i Kina. Foto: Disney.

Det er formentlig ikke mange, der tænker på Peter Plys som en politisk figur, men nu er han havnet på Kinas sorte liste over ting, der skal censureres på de sociale medier.

Det skriver bl.a. Financial Times.

Den lettere uintelligente og glade bjørn, som er så vild med honning, har gjort sig skyldig i at blive sammenlignet med Kinas præsident Xi Jinping. Det er åbenbart blevet for meget for den politiske top i Kina.

Sammenligningerne har ført til, at opslag med det kinesiske navn for Peter Plys i weekenden blev censureret på den kinesiske platform Sina Weibo, som minder om Twitter. Samtidig blev en række såkaldte GIFS - korte videoklip - fjernet fra besked-appen WeChat.

Sortlistningen af Peter Plys kommer i optakten til kommunistpartiets kongres i efteråret. Men det er alligevel usædvanligt at blive sortlistet på den måde, Peter Plys er blevet det.

»Historisk har to ting været forbudt: politisk organisering og politiske aktioner. I år er en tredje ting kommet til: at snakke om præsidenten,« siger Qiao Mu, assisterende medieprofessor ved Beijing Foreign Studies University, til Financial Times.

Der har ikke været nogen officiel udmelding om årsagen til Peter Plys' censurering, men ifølge Qiao Mu er det en del af en trend, hvor folk er blevet arresteret for at skrive kommentarer om præsidenten.

Hele sammenligningen mellem Xi Jinping og Peter Plys begyndte efter et besøg hos den daværende amerikanske præsident Barack Obama i 2013. Her kan du se billedet, hvor Peter Plys bliver sammenlignet med Xi Jinping, samt et billede et fra 2014, hvor Xi Jinping optræder sammen med Japans premierminister Shinzo Abe.

BRANCHENYT
Læs også