Erhverv
0

Danmarks 27. rigeste person har tabt en fjerdedel af formuen på et år

Den stenrige civilingeniør Ib Nymark Hegelund er blevet ramt af kæmpe tab. Men han løber ikke tør for penge foreløbig.

Den i offentligheden ukendte aarhusianer Ib Nymark Hegelund, der bor i Schweiz, er blevet ramt af et kæmpe tab. Foto: Picasa 2.6.

En af Danmarks rigeste personer, enzymmilliardæren Ib Nymark Hegelund, har på kun et år tabt en stor del af sin formue.

En yderst skidt udvikling i en af Ib Nymark Hegelunds største investeringer har kostet den aarhusianske rigmand et tab på over 850 mio. kr. Det viser et nyt regnskab fra hans investeringsselskab Imbtech, hvis formål er formueforvaltning og investering i værdipapirer og ejendomme.

Ib Nymark Hegelund oplyser ikke, hvilket konkret selskab der har kostet ham tabet. Men af regnskabet fremgår det, at han har måttet nedskrive sine finansielle anlægsaktiver - i dette tilfælde værdipapirer - med 1 mia. kr.

Det samlede resultat betyder, at egenkapitalen i Ib Nymark Hegelunds selskab er skrumpet til 2,9 mia. kr.

Den i offentligheden ukendte aarhusianer, der i 2011 flyttede fra Danmark til Paradiso i Schweiz, kalder resultatet utilfredsstillende, men forventer et positivt resultat i dette regnskabsår.

Ib Nymark Hegelund lagde grundstenen til sin formue for år tilbage med salget af virksomheden Denmark Enzymes, der producerede enzymer til fødevareindustrien. Siden flyttede han til Schweiz og investerede en stor del af formuen i værdipapirer og et mere beskedent beløb i ejendomme.

Gennem årene har det indbragt ham store beløb, som har fået formuen til at vokse eksplosivt. Alene i perioden 2010-2015 tjente Ib Nymark Hegelund over 3 mia. kr. på sine investeringer.

Men de seneste to år har været dyre for den stilfærdige dansker, der er uddannet civilingeniør. Han tabte knap 100 mio. kr. i 2015 og har altså nu måttet bogføre et tab på helt præcist 852,3 mio. kr.

Ib Nymark Hegelund holder sig notorisk ude af det offentlige søgelys, og ikke mange informationer om hans virke slipper ud. Derfor er det heller ikke nemt at finde et billede af manden - hverken i billedarkiver eller i en Google-søgning.

Men Ib Nymark Hegelund er fast inventar på de årlige lister over Danmarks rigeste personer. På den seneste liste indtog han en 27. plads med en formue på 3,9 mia. kr.

Finans har forsøgt at kontakte Ib Nymark Hegelund, men det har ikke været muligt blot at få formidlet kontaktoplysningerne til ham. Ole Ravnsbo, hans mangeårige advokat i Danmark, meddeler, at det ikke har interesse for Ib Nymark Hegelund.

BRANCHENYT
Læs også