*

Erhverv
0

Tænk: Størst risiko for snyd i udenlandske netbutikker

Ifølge Forbrugerrådet Tænk er der ikke grund til øget bekymring, selv om svindel med netbutikker stiger.

Bagmandspolitiet forventer i år at lukke omkring 1600 hjemmesider på danske domæner, fordi de bliver brugt til forsøg på svindel med e-handel.

Og selv om det vil være en fordobling i forhold til sidste år, er Vagn Jelsøe, der er vicedirektør for Forbrugerrådet Tænk, ikke specielt overrasket over det høje tal.

- Vi har igennem længere tid set, at der er sket en voldsom stigning i alle former for it-kriminalitet og i e-handel generelt, og det er det her et udtryk for.

- Og så skyldes det forhåbentlig også, at folk er blevet mere opmærksomme på den her type svindel og anmelder det til politiet, når de støder på det, siger han.

Vagn Jelsøe mener, at man trods tendensen ikke behøver være mere bekymret for at handle i danske netbutikker.

Man skal bare tage de forholdsregler, man plejer, og eksempelvis tjekke, om netbutikken er certificeret med e-mærket, som er en særlig dansk ordning.

På udenlandske hjemmesider er billedet lidt mere broget.

- Bagmandspolitiets beføjelser rækker kun til danske hjemmesider. Og det kniber i det internationale samarbejde mellem håndhævelsesmyndighederne i de enkelte lande.

- Det kunne helt sikkert blive meget bedre, hvis det blev prioriteret højere, siger Vagn Jelsøe.

Derfor skal man her være særligt opmærksom på at betale med kort, så man kan få sine penge tilbage, hvis man bliver snydt.

- Og så bør man tjekke kontaktoplysningerne på hjemmesiden, om sproget på siden er godt nok, og om priserne ser mærkelige ud.

- Det skader heller ikke at google butikkens navn for at se, om nogen føler sig snydt, siger Vagn Jelsøe.

DK Hostmaster, der administrerer alle danske domænenavne, indfører senere i år en procedure, så man fremover skal bruge et NemID for at oprette et dansk internetdomæne.

Det skulle være med til at bremse de udenlandske svindlere, der med et dansk cpr-nummer har oprettet hundreder af domæner med henblik på at lave falske netbutikker.

BRANCHENYT
Læs også