*

Erhverv
0

Ny modedronning: Tøjbranchen må åbne sig mere

Flere modemærker end tidligere markerer sig i den københavnske modeuge. Chefen for branchefesten ser frem til, at den udvikling kan fortsætte i kampen mod andre modeuger i Nordeuropa.

Camilla Frank blev for et år siden adm. direktør for selskabet bag Copenhagen Fashion Week. Foto: Sofia Busk.

Milliardsalg, kindkys og nye kollektioner er på den røde løber, som den danske modebranche atter ruller ud i dag. Med en eksport på 27 mia. kr. trækker tøj og mode godt i den danske handelsstatistik. Og det skal også kunne ses i den halvårlige modeuge i København, der for et halvt år siden fik ny chef.

Camilla Frank blev da adm. direktør for Copenhagen Fashion Week, hvor august-udgaven åbner tirsdag og kører gennem denne uge med fagmesser, modeshows, fester og andre begivenheder.

Blå bog:
Camilla Frank:
  • 44 år
  • Uddannet journalist og bachelor i litteraturvidenskab.
  • Har tidligere været chefredaktør på modemagasinet Costume, Alt for Damerne og Eurowoman.
  • Stod i årene 2014-16 bag modesitet Fashion-post.dk.
  • Siden december 2016 adm. direktør for selskabet Copenhagen Fashion Week.

Hvordan kan det ses, at du nu har været førstekvinde for modeugen siden årsskiftet?

»Vi er mange om at trække læsset. Men jeg glæder mig over, at modeugen står meget stærkt med et større program samt flere danske og skandinaviske modemærker, som vil markere sig her. Eksempelvis er danske Stine Goya, Designers Remix samt Heartmade med på showkalenderen, hvor de viser kollektioner frem for indbudte indkøbere og fagfolk. Programmet er stærkere end i flere år.«

Der er internationalt hård kamp om modeugerne, hvor flere storbyer - også i Nordeuropa - byder sig til. Hvordan skal Copenhagen Fashion Week klare sig i det kapløb?

»Vi skal markere København som det helt oplagte valg for alle danske og skandinaviske modemærker – uanset om det er store eller små. Og uanset om de holder shows, laver egne arrangementer eller udstiller på fagmesser. For mange af de små mærker er det omkostningstungt at lave de store shows. Så der skal være plads til også andre og mindre præsentationer af kollektioner end på de traditionelle catwalks.«

Copenhagen Fashion Week
  • To gange om året gennemføres modeuger i København – i august og februar.
  • Ugerne indeholder både shows og fagmesse, der tiltrækker fagfolk fra en lang række lande.
  • I denne uge er der bl.a. fagmesserne CIFF - Copenhagen International Fashion Fair i Bella Center og Revolver Copenhagen i Øksnehallen.
  • Samtidig er der i ugens løb bl.a. en række modeshows rundt om i København, hvor tøjvirksomheder og designere præsenterede kollektioner for indbudte.

Er der større sammenhold i dansk mode end tidligere, hvor modeugerne var præget af uenighed mellem flere aktører? Også betegnet som et opgør mellem »de københavnske kindkys« med fokus på glamour og »de jyske håndtryk« med købmandskab i højsæde?

»Jeg oplever stor opbakning til, at vi fælles skal markere hele branchen og den nye strategi som er lagt for modeugen. Mode er et af Danmarks største eksporterhverv, og den position skal fastholdes ved, at både nye, små og store modemærker vil markere sig og vise, hvad de kan. Selvom modeugen især er rettet mode fagfolk har vi også et åbent program, hvor alle kan deltage i forskellige arrangementer, så vi også åbner modeugen. Det indgår i strategien.«

BRANCHENYT
Læs også