*

Erhverv
0

Lego henter Niels B. Christiansen ind som ny topchef

Efter blot otte måneder er der igen udskiftning i hjørnekontoret i Billund. Lego har valgt den afgående Danfoss-topchef Niels B. Christiansen som ny adm. direktør. Han er en direktør i verdensklasse, siger Legos formand, Jørgen Vig Knudstorp.

Fra 1. oktober skal Niels Bjørn Christiansen, tidligere Danfoss-topchef, være adm. direktør i Lego. Foto: Lego

En af de helt tunge drenge i dansk industri skal være ny topchef i Lego. Den 1. oktober sætter Niels B. Christiansen sig i det sæde, som Bali Padda dermed kun nåede at være i i otte måneder.

»Jeg vidste i december, da jeg blev bestyrelsesformand, at en af mine opgaver var inden for en kortere årrække at levere en troværdig, værdig adm. direktør i verdensklasse til Lego. Nu har vi ansat Niels B. Christiansen, og han begynder som ny CEO den 1. oktober,« siger Jørgen Vig Knudstorp, bestyrelsesformand i Lego.

I december gennemførte Lego et stort ledelsesskifte, hvor Jørgen Vig Knudstorp rykkede op fra adm. direktør til bestyrelsesformand i Lego. Ideen var, at han efter 12 år som topchef skulle bruge mere tid på de strategiske overvejelser om mulighederne og beskyttelsen af Lego-brandet sammen med familiens aktive repræsentant, Thomas Kirk Kristiansen.

Det var egentlig meningen, at Bali Padda skulle blive nogle år på posten, indtil den helt rette profil var fundet.

Det er ret unikt at finde en som ham, der er meget dreven i håndværket og kun 51 år gammel.

Jørgen Vig Knudstorp, bestyrelsesformand i Lego

Men efter kort tid blev det i marts meddelt fra Sønderborg på Als, at Niels B. Christiansen ønskede at stoppe som adm. direktør for industrikoncernen Danfoss, og så gik der ikke lang tid, før Niels B. Cihristiansen og Jørgen Vig Knudstorp fik kontakt.

»Vi kender hinanden fra forskellige sammenhænge, og jeg har altid kunnet mærke hans store interesse for virksomheden - for Lego. Men jeg var faktisk overrasket over, at han ville være interesseret i jobbet her,« siger Jørgen Vig Knudstorp.

Niels B. Christiansen tager over som topchef i Lego på et tidspunkt, hvor Lego i mere end 10 år har surfet på en nærmest overnaturlig stærk og høj bølge af vækst på tocifrede procentsatser.

I 2016 faldt Lego ret pludseligt ned fra bølgen og landede med en vækst i omsætningen på "kun" 6 pct.

»Lego vil ikke tage skade af at få en CEO, der ved, hvad det vil sige at være adm. direktør forstået på den måde, at det er en kompleks global ekspansion vi har gang i i blandt andet Kina og med digitaliisering. Det er ret unikt at finde en som ham, der er meget dreven i håndværket og kun 51 år gammel,« siger Jørgen Vig Knudstorp.

Niels B. Christiansens entré betyder ingen dramatisk afsked med Bali Padda, der har været i Lego i over 15 år.

»Bali var klar til at fortsætte længere som adm. direktør - og han bliver og hjælper Niels B. Christiansen ind i jobbet. Derefter skal Bali i de kommende år hjælpe mig med forskellige projekter i Lego Brand Group,« siger Jørgen Vig Knudstorp og sigter til det strategiske arbejde, han arbejder med sammen med Thomas Kirk Kristiansen.

BRANCHENYT
Læs også