*

Erhverv
0

Danskere sender røde hjerter og kyssende ansigter i massevis på Mobilepay

1,1 mio. gange i årets første syv måneder sendte danskere en rød hjerte-emoji i forbindelse med en Mobilepay-betaling.

Mobilepay er populært blandt mange danskere. Ikke bare som betalingsmiddel, men også som kommunikationskanal. Foto: Philip Davali

Engang var en pengeoverførsel et tørt anliggende, der blot skulle overstås.

Men nu til dags er pengeoverførsler også i høj grad blevet et sted, hvor danskerne kommunikerer og udtrykker følelser. Det beviser nye tal fra Mobilepay, som har mere end tre mio. brugere i Danmark.

I årets første syv måneder valgte danskerne nemlig 25 mio. gange at tilføje en tekstbesked og emojis til betalinger over Mobilepay. Det svarer til, at der var tekst eller en emoji til hver fjerde betaling på Mobilepay i perioden.

»Det har været fantastisk at opleve, at MobilePay i stigende grad er blevet en ny slags kommunikationskanal, hvor fællesskabet blomstrer og danskerne kobler oplevelsen bag betalingen sammen med mere følelsesbetonede og positive budskaber,« siger Mark Wraa-Hansen, chef i Mobilepay.

Han fortæller, at Mobilepay i den kommende tid vil gøre mere for at binde betalinger og kommunikation bedre sammen.

»Vi har allerede givet mulighed for at koble fotos på betalingsbeskeder. Og vores datter-app WeShare integrerer sociale mediers muligheder for at chatte og udveksle fotos med at holde økonomisk regnskab over en gruppes oplevelser og aktiviteter,« siger Mark Wraa-Hansen.

Det ord, der er blevet brugt mest i forbindelse med Mobilepay-overførsler i år, er tak. Et ganske simpelt og naturligt ord, som da også er blevet brugt to mio. gange på Mobilepay i årets syv første måneder.

Ser man på emojis, er det røde hjerte topscoreren, skarpt efterfulgt af det kyssende ansigt.

Her er de mest populære ord på Mobilepay:

  1. Tak - 1,9 mio. gange
  2. Gave - 1,8 mio. gange
  3. Mad - 0,9 mio. gange
  4. Mor - 0,4 mio. gange
  5. Lån - 0,3 mio. gange
  6. Penge - 0,3 mio. gange
  7. Pizza - 0,3 mio. gange
  8. Hjælp - 0,2 mio. gange
  9. God - 0,2 mio. gange
  10. Far - 0,2 mio. gange

Her er de mest populære emojis på Mobilepay:

  1. Det røde hjerte - 1,1 mio. gange
  2. Det kyssende ansigt - 0,7 mio. gange
  3. Smilende ansigt og øjne - 0,6 mio. gange
  4. Thumbs up - 0,2 mio. gange
  5. Smil med glimt i øjet - 0,2 mio. gange
  6. Smil med hjerteøjne - 0,2 mio. gange
  7. Grinende ansigt - 0,1 mio. gange
  8. Smilende ansigt - 0,1 mio. gange
  9. Grinende ansigt med glædestårer - 0,1 mio. gange
  10. Smilende ansigt med åben mund - 0,1 mio. gange
Læs også