*

Erhverv
0

Danske ægproducenter lover: Vi har tjekket alt - der er ikke gift i danske æg

»De snyder og bedrager,« lyder det fra brancheforeningen Danske Æg om den europæiske ægskandale.

I brancheforeningen Danske Æg finder man det træls, at en sådan skandale kan få lov til at sprede sig, fordi nogle producenter »snyder og bedrager«. Arkivfoto

Minimum 20 ton forurenede æg er inden for den seneste tid havnet i Danmark fra ægproducenter i Holland.

Men ifølge Danske Æg, der repræsenterer danske ægproducenter, kan man stadig uden problemer købe æg fra danske høns uden at være bekymret for giftrester i æggene.

»Jeg vil lægge hovedet på blokken - der er ikke gift i de danske æg. Vi er på forkant med situationen og har tjekket alt ekstra grundigt de seneste 14 dage. Så jeg håber, der er tillid til den danske ægbranche,« siger sektorchef Jørgen Nyberg Larsen til DR Nyheder.

I Danske Æg finder man det træls, at en sådan skandale kan få lov til at sprede sig, fordi nogle producenter »snyder og bedrager,« lyder det fra sektorchefen.

Der er tale om insektgiften fipronil, der kan bruges mod utøj i hønsenes fjer.

Fipronil benyttes ifølge producenten, tyske Basf, bl.a. til at sprøjte mod insekter på afgrøder, behandle utøj hos kæledyr og beskytte græsplæner og golfbaner.

Det er dog ulovligt at benytte pesticidet på afgrøder eller dyr, der skal producere mad til menneskeføde.

To selskaber, et hollandsk og et belgisk, er nu under mistanke for at have solgt den ulovlige gift til ægproducenter.

»De er mistænkt for at bringe borgernes sundhed i fare ved at distribuere og bruge fipronil i bure, hvor der befinder sig æglæggende høner,« skrev den hollandske anklagemyndighed torsdag ifølge BBC i en pressemeddelelse.

To ledende medarbejdere på en hollandsk æggefarm er blevet anholdt og er under mistanke for at have brugt ulovlige pesticider på deres høns.

Fødevarestyrelsen oplyste torsdag, at der var sporet 20 ton forurenede æg til Danæg i Christiansfeld. Det drejer sig indtil nu udelukkende om æg, der allerede er kogt og pillet.

Nikolas Hove, beredskabschef i Fødevarestyrelsen, rådede torsdag forbrugerne til at gå efter friske danske æg, hvis de ville være helt sikre på at gå uden om de forurenede æg.

»Og hvis du er i en kantine, så spørg, om de har informationer om æggene i maden er tilbagekaldt,« sagde han til Ritzau.

Styrelsen har ikke kunnet garantere, at der ikke dukker flere produkter op med fipronil-rester, men lover at holde forbrugerne opdateret om eventuelle nye produkter med fipronil.

Pesticidresterne er ifølge myndighederne ikke farlige for mennesker, fordi de kun findes i æggene i små mængder.

Læs også