*

Erhverv
0

Italien er vilde med is - især deres egen

Den italienske isproduktion overgår alle andre europæiske lande og står for 19 pct. af den samlede produktion af is i Europa.

Italienerne er storforbrugere af deres egne is - som de uden tvivl mener er de bedste i verden. De er også Europas største producenter. Foto: Jens Dresling

Italiensk is smager bare bedst. Det synes italienerne i hvert fald. De spiser så meget af deres egen is, at der nærmest ikke bliver noget tilbage til eksport til de øvrige lande i Europa.

I alt producerede italienerne 595 mio. liter sidste år efterfulgt af Tyskland med 515 mio. liter, viser en opgørelse fra Eurostat, skriver Bloomberg.

Danmark ligger på 19. pladsen i Europa, når det kommer til isproduktion, men det kan hænge sammen med de mere koldvarme somre nordpå.

Selv om Italien er den største producent, så er det lande som Tyskland, Frankrig og Belgien, der topper den europæiske liste over lande med den største eksport af is. Her ligger Italien kun på 5. pladsen.

Ifølge Bloomberg svarer de 595 mio. liter is i Italien til 6,8 mia. kugler eller "scoops" af is. På hjemmebane spiser hver italiener i gennemsnit mere end 100 kugler is hvert år og det kan være en del af forklaringen på den lidt lavere eksport.

Meget af den italienske isproduktion bliver desuden foretaget af udsalgsstederne som derfor ikke kan kaldes en egentlig industriel produktion. I modsætning til i Tyskland og Frankrig, hvor store multinationale producenter har til huse.

Der er over 19.000 "gelaterias" i Italien og flere nye åbner hvert år. De fleste af dem er far-og-mor-butikker, men alligevel omsætter de tilsammen for 1,4 mia. euro om året. Næsten 69.000 mennesker i Italien arbejder med is, skriver Bloomberg.

Den italienske tradition for is går langt tilbage. Ved Medici'ernes hof i Firenze i det 16. århundrede blev der holdt en konkurrence om at fremstille "den mest usædvanlige ret nogensinde". Konkurrencen blev vundet af køkken maestoren Ruggeri, der havde blandet is, sukker og frugtsmag.

Nogle madhistorikere mener, at spiseis blev opfundet i det antikke Grækenland, men det er oftest Catarina De'Medici, der bliver godskrevet at have gjort recepten til en populær dessert, skriver Bloomberg.

Læs også