*

Erhverv
0

Trump tjener millioner på hotel

Siden Donald Trump satte sig i præsidentstolen, er millionerne rullet ind på Trump International Hotel i Washington.

Arkivfoto: Luis M. Alvarez/AP

Det har ikke haft nogen negativ effekt på Donald Trumps forretninger, at han tilbage i januar satte sig i præsidentsædet. Tværtimod.

Donald Trumps hotel, Trump International Hotel, beliggende tæt på Det Hvide Hus, kan indtil videre fremvise et næsten 2 mio. dollars stort overskud for 2017. Det smadrer forventningerne for hotellet, der ellers af Trump Organization er spået et underskud på 2,1 mio. dollars. Altså et fejlskud på 4,1 mio. dollars eller ca. 26 mio. kr. i positiv retning.

Det skriver The Washington Post torsdag.

Hotellet, der åbnede i september 2016, har altså klaret sig ca. 192 pct. bedre end forventet.

Med til at sikre hotellets indtjening er de heftige priser, som gæsterne er villige til at betale for værelser. Ifølge avisen har medlemmer af Trumps kabinet og indercirkel benyttet hotellet.

I år har gæster gennemsnitligt brugt ca. 4.150 kr. pr. nat på hotellet. Tal fra Smith Travel Research viser, at gæster på andre luksushoteller i byen i gennemsnit har brugt 3.150 kr. pr. nat. Hvilket gør Trumps hotel væsentligt dyrere.

Ifølge avisen har hotellet været et republikansk magtcenter siden Trumps indtog i Det Hvide Hus. Hotellet har dannet ramme om flere møder for konservative og kristne grupper. Det har medført heftigt kritik fra eksperter og demokrater.  Præsidenten beskyldes for at profitere på sit præsidentskab:

»Det, der gør alt dette særligt oprørende er, at vi nu har en situation uden fortilfælde, hvor præsidenten er både udlejer og lejer af en føderal bygning,« udtalte Peter Defazio, demokrat i Repræsentanternes Hus til den amerikanske presse i juli.

Før Donald Trump satte sig i præsidentstolen havde han ellers forsøgt at imødegå etiske problemstillinger omkring sin forretning ved at overdrage ledelsen til sine to ældste sønner. Skeptikere har dog tidligere peget på, at han ikke vil være vristet fri af interessekonflikter og kritisabel indflydelse ved at overlade forretningerne til sine voksne arvinger.

Trump Organization hed tidligere Elizabeth Trump & Son og blev grundlagt i 1923 af Donald Trumps farmor.

Donald Trump kom ind i virksomheden i 1968. Tre år senere overtog han virksomheden og omdøbte den til Trump Organization.

Konglomeratet har omkring 500 virksomheder, herunder forskellige hoteller i mange lande, ejendomme og golfbaner. Men det fulde omfang af koncernens virke er ukendt.

BRANCHENYT
Læs også