*

0

Regeringens skatteudspil er en regulær begmand for elselskaberne

I begyndelsen af juni talte energiminister Lars Christian Lilleholt (V) varmt for at fjerne den rekordhøje danske elafgift. Alligevel sidder elselskaberne i dag tomhændet tilbage.

Klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) vil gerne af med elafgiften. Men fjernelsen står åbenbart ikke højt på regeringens dagsorden, viser det dugfriske skatte- og afgiftsudspil. Foto: Joachim Adrian.

Danmarks elselskaber og Dansk Energi er blevet kørt fuldstændig over i regeringens nye skatte- og afgiftsudspil.

I månedsvis har energiselskaberne med Dansk Energi i front kæmpet for et farvel til elafgiften. Alligevel tyder intet på, at elafgiften er på vej til at blive lagt i graven.

Dansk Energis regnestykke
Dansk Energi forklarer om fjernelsen af elafgiften:
  • Regeringens skatteudspil vil lette skatter og afgifter for 23 mia. kr. og give en BNP-effekt (effekt på bruttonationalproduktet, red.) på 65, ia. kr., mens at fjerne den rekordhøje danske elafgift koster 16,6 mia. kr. og vil give en BNP-gevinst på 9,3 mia. kr.

I regeringens nye skatte- og afgiftsudspil lægges der nemlig hverken op til en lempelse eller fjernelse af elafgiften, og det får Lars Aagaard, adm. direktør i Dansk Energi, til at skose regeringen.

»Milliardvækst, mærkbare skattelettelser for danskerne og grøn omstilling. Det er hele tre ting på én gang og tilmed 6 mia. kr. billigere end regeringens forslag. Samtidig vil en fjernet elafgift vende rigtigt socialt,« udtaler Lars Aagaard i en kommentar til skatte- og afgiftsudspillet.

At skuffelsen er til at føle på i Dansk Energi, kan hænge sammen med, at der på papiret var lagt i kakkelovnen til et opgør med den rekordhøje danske elafgift.

I hvert fald var klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) ualmindelig klar i mælet, da han i begyndelsen af juni i Børsen angreb elafgiften.

»Jeg så meget gerne elafgiften fjernet,« lød den kontante melding dengang fra ministeren, inden han tilføjede, at problemet er at finde pengene til at fjerne elafgiften.

Statskassen henter årligt 11-12 mia. kr. hjem på elafgiften, og regeringen lægger i sit skatte- og afgiftsudspil op til lempelser for i alt 23 mia. kr.

Vores opfordring til Christiansborg går på at flytte elafgiften helt ind i centrum af forhandlingslokalet.

Lars Aagaard, adm. direktør i Dansk Energi

Alligevel står Dansk Energi nu tomhændet tilbage. Om det overrasker Lars Aagaard og landets energichefer, er uvist.

Til gengæld er det sikkert som amen i kirken, at for elselskaber, der lever af at producere og sælge strøm, er den manglende afgiftslettelse uundgåeligt dårligt nyt. Derfor kæmper Dansk Energi også ufortrødent videre.

»Vores opfordring til Christiansborg går på at flytte elafgiften helt ind i centrum af forhandlingslokalet, fordi en afskaffelse af elafgiften rummer så mange positive elementer, der kommer hele samfundet til gode, og som et bredt politiske flertal kan blive enige om,« siger Lars Aagaard.

Elafgiften ventes i indeværende år at koste forbrugere og virksomheder 12,3 mia. kr.

Læs også