Erhverv
0

Henrik Pedersen fik smadret seks års arbejde på sekunder

En dag gik Henrik Pedersens hjemmeside ned, og med ét er hans virksomhed forsvundet.

Henrik Pedersen har brugt seks år på at opbygge sin virksomhed. En tilfældig eftermiddag var alt væk. Foto: PR

En sen eftermiddag skulle Henrik Pedersen som altid tjekke, hvor mange bestillinger der var kommet ind på hans webshop, Happykids.

Men da han åbnede for sin computer, var hjemmesiden forsvundet. Et it-nedbrud hos hans serverudbyder betød, at seks års arbejde med nøjsomt at opbygge en forretning, der solgte børnemøbler og barnevogne online, pludselig var væk.

»Lige pludselig kan jeg ikke komme ind på siden. Det viser sig, at min serverudbyders servere er gået ned. Han har mistet min hjemmeside, samtidig med at backupen også er ødelagt. Alt er væk,« siger Henrik Pedersen.

Happykids er ikke Henrik Pedersens fuldtidsjob, men virksomheden indbragte alligevel en solid indkomst til bygningskonstruktøren, som er bosiddende i Nordjylland.

Happykids tilbød 1.200 forskellige produkter, som nu individuelt skal oprettes i et nyt system igen, og det er endda den lette del af det store arbejde, som venter Henrik Pedersen forude i kampen for genskabe sin virksomhed.

»Jeg starter helt fra nul igen. Jeg har brugt seks år på at optimere min webshop til Google-søgninger. Jeg har nemlig hele tiden udviklet mine produkttekster, så de bedre træder frem i Google, altså det man kan kalder søgeordsoptimering. Nu skal teksterne på alle 1.200 produkter indtastes igen,« siger iværksætteren.

Henrik Pedersen fortæller, at hans serverudbyder brugte to døgn på at forsøge at genskabe Happykids' hjemmesiden, men til sidst måtte give op.

Hjemmesiden var basis for Henrik Pedersens forretningsmodel, og da den er væk, er der ingen omsætning i virksomheden, men kreditorerne skal stadig betales, fortæller Henrik Pedersen.

»Jeg har heldigvis mødt megen forståelse fra mine samarbejdspartnere, der har været villige til at hjælpe,« siger han.

Hvad vil du anbefale folk, der ligesom dig har en enkeltmandsvirksomhed med en webshop?

»Du skal i hvert fald tage fat i din serverudbyder for at sikre, at de tager en ordenlig backup af din side. Jeg havde desuden forventet, at der var en dobbelt backup af min side, da det, der er sket for mig, bare aldrig må ske,« siger Henrik Pedersen.

Jeg vil ikke afvise, at der kan komme et retsligt efterspil, da jeg har mistet mange penge på det her

Henrik Pedersen, ejer af Happykids

Henrik Pedersen udviste blind tillid til sin udbyder, men det var en fejl, mener han.

»Jeg har spurgt min udbyder, hvordan han forholder sig til nedbruddet, men han siger, at der ikke er nogen garantier på teknisk udstyr. Nu vil jeg finde ud af mine rettigheder, og jeg vil ikke afvise, at der kan komme et retsligt efterspil, da jeg har mistet mange penge på dette,« siger Henrik Pedersen.

Nordjyden tager dog tilbageslaget med oprejst pande og er allerede godt i gang med at bygge virksomheden op igen.

»Jeg skal op hesten igen. Nu har jeg fået oprettet en blank webshop, så det er bare med at gå i gang med det tidskrævende arbejde,« siger Henrik Pedersen.

BRANCHENYT
Læs også