*

0

Hver fjerde DR-ansat tjener til topskat: »Bekræfter kritikken om et for højt lønniveau«

Knap 1.000 DR-ansatte tjente i 2016 over topskattegrænsen. Gennemsnitligt har DR højere udgifter til en ansat end landets to største private mediehuse.

Over en fjerdedel af DR's ansatte havde i 2016 en bruttoløn på mere end 507.934 kr., viser en aktindsigt. Foto: Thomas Borberg

DR er lige nu under beskydning for at ødsle med licensbetalernes penge i form af dyre fratrædelsesordninger og høje lønninger.

Senest kunne Ekstra Bladet fortælle, at DR's generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, tjener langt mere end sine chefkolleger i de andre nordiske lande.

Nu kan Finans så gennem en aktindsigt dokumentere, at over en fjerdedel af DR's ansatte i 2016 fik en løn, som sendte dem op i en liga, hvor kun et fåtal af danskerne befinder sig - nemlig grænsen for at skulle betale topskat.

Således tjente 26 pct., svarende til knap 1.000 af DR's tilknyttede medarbejdere, i 2016 mere end 467.300 kr. efter arbejdsmarkedsbidrag, lyder det i et estimat fra statsradiofonien.

Det svarer til en bruttoløn på 507.934 kr. om året eller 42.328 kr. om måneden.

Hvorvidt de knap 1.000 DR-ansatte betalte topskat i 2016, afhænger dog af andre privatøkonomiske forhold, som hverken DR eller Finans har indsigt i.

Men fast ligger det dog, at 26 pct. af DR's ansatte som udgangspunkt tjener til at betale topskat.

Ifølge Bent Greve, arbejdsmarkedsforsker på RUC, kan man med rette diskutere, om lønniveauet generelt på DR er blevet for højt.

»Disse tal bekræfter kritikken om et for højt lønniveau på DR. Der er ingen tvivl om, at DR skal have dygtige medarbejdere, så de kan levere god public service, men måske har det taget overhånd,« siger han til Finans.

Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring og ekspert i offentlig forvaltning på Aalborg Universitet, er enig i, at det kan være vand på nogle DR-kritikeres mølle, at hver fjerde DR-ansat som udgangspunkt krydsede topskattegrænsen i 2016.

»Men dermed ikke sagt, at de kritiske røster har ret. Man kan dog diskutere, om det ikke ville gøre en større forskel for licensprisen, hvis lønniveauet generelt er for højt i DR og blev sat ned, frem for at enkelte chefer kræves ned i løn,« siger han.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) sendte tidligere på året et svar til Folketingets skatteudvalg, hvor han forklarede, at omkring hver ottende offentligt ansat er topskatteyder i 2017.

Finans har fået aktindsigt i, hvor mange der tjente over topskattegrænsen i udvalgte offentlige institutioner i 2016.

I store kommuner som København og Aarhus, der de senere år har oplevet en eksplosion i antallet af ansatte akademikere, var der sidste år i omegnen af 5 pct. af medarbejderne inden for topskattegrænsen.

Per Nikolaj Bukh mener ikke nødvendigvis, at man kan sammenligne DR med andre offentlige virksomheder eller institutioner. Derimod er det mere retvisende at sidestille DR med andre medier i forhold til lønniveau, forklarer han.

Så det har Finans gjort ved at kigge på årsregnskaberne for 2016 i landets største mediehuse. Den sammenligning afslører, at DR i gennemsnit brugte et højere beløb på hver ansat i forhold til Danmarks to største private mediehuse, JP/Politikens Hus og Jysk Fynske Medier.

Dog har statsejede TV 2 et højere omkostningsniveau til hver ansat end DR.

MedieMediets gennemsnitlige personaleomkostninger for en ansat i kr.
Jysk Fynske Medier523.439
JP/Politikens Hus545.043
DR577.870
TV 2651.429

Kilde: Årsregnskaber for 2016

Ifølge DR's økonomichef, Niels Ammitzbøll, kan man dog ikke bruge Finans' sammenligninger til noget.

»Man kan ikke konkludere noget generelt om lønniveauet ud fra en sammenligning, der ikke tager højde for forskelle i medarbejdersammensætningen. DR er en arbejdsplads, hvor størstedelen af medarbejderne har mellemlange eller lange videregående uddannelser, typisk en uddannelse som journalist eller akademiker, hvilket naturligt nok afspejles i det gennemsnitlige lønniveau,« siger han i en skriftlig kommentar.

Niels Ammitzbøll henviser i stedet til, at frem for at se på det generelle lønniveau for hele virksomheder, skal man kigge på de enkelte personalegrupper og lave sammenligningen der.

Han peger specifikt på den seneste lønstatistik fra Dansk Journalistforbund, der viser, at gennemsnitslønnen er højere i JP/Politikens Hus end i DR for forbundets fastansatte medlemmer i de to mediehuse.

Det tal ændrer dog ikke på det faktum, at DR samlet set for alle personalegrupper i gennemsnit betaler hver ansat flere penge end i landets to største private mediehuse.

BRANCHENYT
Læs også