Fortsæt til indhold

De vil ændre måden, vi lærer på: Danske iværksættere får 65 mio. kr.

Labster, der har fået succes med 3D-simuleringer af laboratorier til undervisningsbrug, rejser nu første store portion kapital. Flere investorer med Balderton i spidsen skyder tilsammen 65 mio. kr. ind.

Erhverv

Hvorfor læse om kemiske reaktioner og måden, man arbejder i et laboratorium på, hvis man kan lære det med computergrafik i 3D og opgaver, man skal løse, som i et computerspil?

Det blev udgangspunktet for den danske start-up Labster, der så småt tog form for fem år siden, men først for to år siden for alvor blev en virksomhed med vokseværk.

Nu får Labster sin første store investeringsrunde, efter at være løbet i gang på forskellige forskningsmidler og et lån fra Vækstfonden. Investorer, med den London-baserede Balderton i spidsen, skyder 65 mio. kr. ind i Labster.

»Vi kunne vælge ikke at få en investering, for vi tjener selv penge ind. Men med investeringen kan vi virkelig trække fra. Vi har ret store ambitioner for, at unge på gymnasier og universiteter kommer til at lære bedre, og det kræver noget kapital. Det ville ikke gå hurtigt nok organisk,« siger Mads Bonde, stifter og direktør for Labster.

Det unge firma er på to år vokset fra syv til 70 medarbejdere og sælger allerede sin software til en lang række universiteter, ikke bare i Norden, men også for eksempel til de berømte amerikanske universiteter MIT og Harvard.

Med som investor er også David Helgason, der i dag koncentrerer sig om rollen som business angel, efter at have stiftet og bygget firmaet Unity Technologies op til en gigantsucces, der nu er over 17 mia. kr. værd.

»Jeg mødte Labster for en del år siden og så en tidlig prototype, der ikke så særlig godt ud. Men så mødte jeg dem igen nogle år senere, hvor de allerede havde skabt en forretning, der fungerede, og jeg begyndte at forstå, at det kunne blive til en stor platform for uddannelse. Og at det kunne blive en stor virksomhed,« siger David Helgason, der nu også er trådt ind i bestyrelsen hos Labster.

Det afgørende for hans interesse var ikke kun produktet, men også de to stiftere Mads Bonde og Michael Bodekær Jensen, som han kalder 'helt fabelagtigt begavede'.

»De er ambitiøse og virkelig dygtige til at drive en virksomhed. Og jeg kan ikke se nogen grund til, at Labster ikke kan blive lige så store som de forlag på uddannelsesområdet, der omsætter for milliarder,« siger David Helgason.

De to stiftere ejer stadig mindst totredjedele af deres virksomhed, der med investeringen derfor er blevet værdisat til mindst 195 mio. kr. Med de ekstra penge i kassen er planen nu at komme bredt ud i verden og sælge også til de studerende direkte, altså ikke bare til universiteter og gymnasier.

»I USA er det meget almindeligt, at studerende selv køber sig til hjælp til studierne, og det er også noget, man begynder at se mere af i Danmark. Så vi udvider især på vores salg direkte til studerende nu,« siger Mads Bonde.

Artiklens emner
Labster
Balderton Capital