*

Erhverv
0

Svin, stole og bacon: Danske produkter er ikke så populære, som vi selv tror

En undersøgelse har set på troværdigheden blandt verdens landes produkter, og Danmark er havnet på en 16. plads.

Danmark bliver overhalet af de fleste europæiske lande, når det kommer til troværdigheden på landets produkter. Illustration: Anders Vester Thykier

Hvis du gik og troede, at danske produkter havde et særligt kvalitetsstempel hos verdens forbrugere, så kan du godt tro om.

Faktisk er danske produkter nede på en 16. plads over de produkter, som verdens befolkning har tiltro til. Det viser en undersøgelse udført af det tyske statistikbureau Statista.

I undersøgelsen spurgte man 42.034 mennesker fordelt på 52 lande. De skulle tage stilling til, hvilke landes produkter, som var mest troværdige, og det kom ikke ud til Danmarks fordel.

Derimod kom Tyskland ind på en førsteplads, mens andre skandinaviske lande som Finland, Norge og Sverige var flere pladser foran Danmark.

Transporten af internationale produkter har aldrig været højere, hvor dette årti har set den højeste intensitet af global fragt nogensinde. Det er dermed ikke uvæsentligt for et lands økonomi, at produkterne har en vis form for kvalitet.

Hos Eksportforeningen, der hjælper danske virksomheder med at øge deres eksportsalg, mener man ikke, at den danske placering er så dårlig endda. Især ikke, når man tager forbehold for landets størrelse.

»Danmark er jo ikke et stort land, og undersøgelsen er henvendt til verdens forbrugere. De har nok tænkt på biler, elektronisk udstyr og mode, da de blev adspurgt. Og der er det klart, at et land som Tyskland er meget kendt for sine biler,« siger Ulrik Dahl, direktør i Eksportforeningen.

Ifølge direktøren gør de største danske virksomheder heller ikke en dyd ud af, at de kommer fra Danmark, og det kan også have betydning for undersøgelsen.

»F.eks. går Lego ikke ud og skilter med, at de er danske. I Japan vil de gerne opfattes som japanske, og i USA som amerikanske,« siger Ulrik Dahl.

Vi bliver overhalet af andre skandinaviske lande på troværdighed. Hvorfor tror du det?

»Det er netop fordi, at de har nogle kendte produkter. Sverige har deres bilproduktion, og Norge har deres laks.«

Det er vigtigt for et land, at verden har tillid til dets produkter, og særligt landets virksomheder. Listen bekræfter derfor vigtigheden af, at de danske virksomheder har den rette selvforståelse, når de laver fremstød ude i verden, mener Ulrik Dahl.

»Det kan godt være, at vi er verdens bedste, til det vi laver. Men det er jo ikke sikkert, at alle dele af verden har samme opfattelse,« siger direktøren.

Ulrik Dahl husker konkret en oplevelse for nylig, hvor han var på besøg i Kina sammen med embeds- og erhvervsfolk fra Danmark.

»Her sagde embedsfolkene, at kineserne måtte forstå, at danskere var de bedste i marine-branchen i verden. Hvorpå de hurtigt blev rettet af danske erhvervsfolk, der var bosiddende i Kina. Kineserne mener nemlig, at tyskerne er de bedste,« siger han.

Danske virksomheder skal derfor være ydmyge, når de tager ud i verden, konkluderer Ulrik Dahl.

Det var oprindeligt England, der anså det som et særlig kvalitetsstempel, at et produkt kom fra Storbritanienen. Landet var det første til at indføre "Made in"-stemplet i slutningen af 1800-tallet, da man ønskede at stoppe salg af billigere kopivarer fra Tyskland, der gjorde sig ud for britiske produkter. Ironisk nok ligger Tyskland på førstepladsen, mens England i dag befinder sig på en fjerdeplads af troværdighedsskalaen.

Helt i bunden af tillidskalaen finder man produkter fra Kina, der ligger næstsidst lige foran produkter fra Iran.

Læs også