Erhverv
0

Lækkede dokumenter: Bilgigant har snydt med millioner af biler

Europas næststørste bilproducent, PSA Group, risikerer bøde på over 35 mia. kr. Flere bilfabrikanter mistænkes for snyd.

PSA Group, der er den næststørste bilproducent i Europa, risikerer ifølge lækkede dokumenter en bøde på op mod 5 mia. euro (37 mia. kr.).

Den franske bilgigant PSA Group, der står bag Peugeot og Citroën, bliver nu beskyldt for at have installeret snydesoftware i næsten to mio. dieselbiler.

Det viser dokumenter, der er udarbejdet af det franske økonomiministeriums bedragerikontor, og som avisen Le Monde er kommet i besiddelse af.

Ifølge de franske myndigheder har PSA Group - ligesom tyske Volkswagen - brugt en software, der snyder med udledningen af sundhedsskadelige NOx-gasser. Softwaren sørger angiveligt for, at bilerne fremstår mere miljøvenlige, end de reelt er.

PSA Group benægter enhver brug af snydesoftware. Det fremgår ikke af Le Mondes artikel, hvilke bilmodeller fra PSA Group der skulle være fusket med.

Den tyske bilfabrikant Volkswagen har allerede indrømmet, at den i perioden 2009-2015 installerede snydesoftware i mange millioner dieselbiler, der blev solgt verden over. Sagen, der har kostet bilfabrikanten milliarder i bøder og erstatningskrav, er blevet kaldt en af de største skandaler i bilindustrien nogensinde.

Adskillige bilfabrikanter er under mistanke for at snyde med dieseludstødningen fra deres biler. I Frankrig er der - udover PSA Group - indledt en undersøgelse af både Renault og Fiat Chrysler.

Og flere føderale og statslige myndigheder i USA er sammen med tyske anklagere i gang med at undersøge bilgiganten Daimler, der står bag Mercedes, for samme type snyd med dieselmotorer.

PSA Group, der er den næststørste bilproducent i Europa, risikerer ifølge de lækkede dokumenter en bøde på op mod 5 mia. euro (37 mia. kr.). Det svarer til 10 pct. af bilkoncernens gennemsnitlige omsætning i årene 2013-2015, skriver Le Monde.

Nyheden om den mulige motorfusk i PSA Group har fredag fået PSA-aktien til at falde med over 4 pct.

PSA Group købte for nyligt det tyske bilmærke Opel fra General Motors.

BRANCHENYT
Læs også