*

Erhverv
0

Mere end 2,5 mio. fløj med SAS i august

Modsat konkurrenten Norwegian lykkedes det SAS at øge indtægten pr. passager i årets ottende måned.

I august tjente SAS flere penge pr. passager end samme måned året før. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen.

Der blev meldt om en flad udvikling hos SAS, da det skandinaviske flyselskab offentliggjorde passagertallene for august måned. Ca. 2,5 mio. indtog et sæde i et af selskabets fly, hvilket er på niveau med årets foregående sommermåned, juli. Der var trods alt noget at smile af hos SAS, da indtjeningen pr. passager i august steg sammenlignet med samme periode sidste år, selvom flyene var mindre fulde. Det skriver SAS i en pressemeddelelse.

»I løbet af august var forespørgslen fortsat meget robust i Skandinavien. På grund af større fly kombineret med en højere yield, faldt SAS' totale fyldningsgrad sammenlignet med sidste år i august.«

Fyldningsgraden af SAS-flyene faldt med 3,2 pct. til 78 pct. sammenlignet med samme måned sidste år, men til gengæld steg indtægten pr. passagerkilometer - også kaldt yielden - til 86 øre, hvilket svarer til en stigning på fem pct. Altså har flyselskabet tjent flere penge pr. passager sammenlignet med august 2016.

Hos konkurrenten Norwegian har udviklingen nærmest været stikmodsat. Knap 3,3 mio. passagerer fløj med det norske lavprisselskab i august, hvilket ifølge selskabet er en stigning på 14 pct. sammenlignet med sidste år. Stigningen skyldes bl.a. Norwegians satsning på længere ruter, som stadig fylder mere.

»Vi oplever stabil, god efterspørgsel i etablerede markeder i Skandinavien, mens den største vækst kommer på langdistanceruterne og i Spanien,« siger koncernchef Bjørn Kjos i en pressemeddelelse.

Desuden var flyene mere fyldte med en belægning på 91 pct. Men modsat SAS er indtægten pr. passager faldet med seks procent og ligger nu på 44 norske øre.

Læs også