Erhverv
0

Dansk app har 400.000 fodboldspillere som kunder: Laver nu ny storsatsning

Det sociale fodboldnetværk Tonsser åbner nu op for klubber og laver i samme ombæring et såkaldt advisory board med dansk fodboldprofil i spidsen.

Tonsser har haft møder med nogle af verdens største fodboldklubber forud for lanceringen af deres nye klubadgang i det sociale fodboldnetværk. Foto: Tonsser

Det sociale fodboldnetværk Tonsser, der kan betegnes som en hybrid mellem computerspillet Football Manager og LinkedIn, har i sin korte levetid haft fart på.

For siden Tonssers app gik i luften i marts 2015, har det sociale fodboldnetværk fået 400.000 brugere, primært fra 11 til 19 år, er blevet den førende af sin slags i Europa og har landet flere millionstore investeringer.

Netværket giver unge spillere muligheden for at bygge sin fodboldidentitet op og have et digitalt udstillingsvindue.

Nu åbner de danske stiftere op for, at det ikke kun er fodboldspillere, men også klubber, der kan få gavn af Tonsser. Klubberne kan nemlig få adgang til et statistisk overblik i Tonsser på egne ungdomsspillere og kan på den måde følge spillernes præstationer rent datamæssigt.

»Langt de fleste klubber kæmper med ressourcerne. Derfor er det en fornøjelse, at Tonsser har fundet en model, hvor trænere og klub, uanset niveau og størrelse, får data leveret uden at røre en finger og dermed kan bidrage til, at klubberne kan spare tid og træffe bedre beslutninger ved hjælp af data,« siger Peter Holm, administrerende direktør i Tonsser.

Tonsser har haft møder med nogle af verdens største fodboldklubber som Manchester United og Arsenal forud for lanceringen af den nye klubadgang i det sociale netværk.

Dog er så store klubber endnu ikke blevet en del af Tonsser, fordi der i første omgang kun er åbnet for adgang for danske klubber.

13 klubber herhjemme med FC Midtjylland som den største har meldt sin ankomst på Tonsser, mens app'en også snart åbner for de første klubber i Frankrig, Tyskland, Sverige og Norge.

Udover statistik indsigt er fordelen for klubberne ved at være med på Tonsser, at de kan gøre sig attraktive over for kommende spillere.

»I dagens fodbold er klubbens brand det vigtigste, når det kommer til at tiltrække spillere - både hvad angår værdier, måden man udvikler spillere på, om man giver unge chancen, hvordan man træner, klubbens ambitioner og så videre. Vi forbinder nu klubber og spillere og giver begge et digitalt udstillingsvindue,« siger Peter Holm.

Samtidig med lanceringen af klubadgangen, har Tonsser også fået tilknyttet et såkaldt advisory board. Det første medlem i den gruppe er allerede på plads, og det bliver Mads Davidsen, der er teknisk direktør i den storsatsende kinesiske klub Shanghai SIPG, som har hentet mange profiler fra europæisk fodbold de seneste år.

Mads Davidsens viden skal især bruges, når Tonsser efter planen senere på året også laver en platform for trænere.

»Tonsser har de rigtige visioner og det proaktive mindset, som skal til for at gøre en forskel og udvikle fodboldverdenen yderligere. Samtidig sigter de internationalt, hvilket tiltaler mig meget,« siger Mads Davidsen.

Tonsser har et mål om, at netværkets advisory board skal bestå af en række internationale fodboldprofiler.

BRANCHENYT
Læs også