*

Erhverv
0

Luksus-Mercedes til 17 mio. kr. udsolgt - inden den første bil er lavet

Hvis du har hang til det ypperste blandt sportsvogne, er Mercedes-AMG Project ONE måske sagen - men den er allerede udsolgt.

Det er denne vilde bil, som Mercedes vil sende på gaden en gang i de kommende år. Der bliver produceret 275 eksemplarer, og de er alle solgt. Foto: Daimler PR.

Hvis du altid har drømt om at eje en Formel 1-bil, der er modificeret til at kunne køre på almindelig vej, så er chancen her.

Eller rettere: Så var chancen her. Og nu er den ikke mere.

Mercedes har nemlig allerede solgt samtlige planlagte modeller af de 275 styk, som fabrikken forventer at at bygge af modellen Mercedez-AMG Project One. Og modellen er kun blevet fremvist som en såkaldt "projektbil" op til biludstillingen i Frankfurt, der begyndte i mandags.

Bilen eller bilerne kommer til at koste omkring 17 mio. kr. stykket - 2,75 mio. dollars - og leveringsdatoen er endnu uvis, skriver CNN.

På Mercedes' egen hjemmeside præsenteres bilen som en »hybrid med fuld Formel 1-teknologi,« og den skal være en hyldest til AMG-linjens 50 års fødselsdag.

Blandt specifikationerne kan nævnes en acceleration fra 0-200 på seks sekunder og en topfart på over 350 km i timen. Se de øvrige specs her på Daimlers hjemmeside.

»Denne hyperbil er det mest ambitiøse projekt, vi indtil videre har sat i gang. Med over 1.000 hestekræfter og en topfart på mere end 350 km i timen opfører denne superbil sig nøjagtig, som den ser ud: Den vil få dig til at tabe pusten,« siger Ole Källenius, der er bestyrelsesmedlem hos Daimler.

Den salgbare version af projektbilen er stadig under udvikling, og Mercedes har ikke afsløret, hvornår de 275 købere kan forvente at få den leveret.

Læs også