*

Erhverv
0

Eksotiske rejser sikrer historisk rekord i rejsebranchen

Indtjeningen i rejsebureauerne er højere end nogensinde. Danskerne rejser mere og længere, og de er parate til at betale for spændende oplevelser.

Danskerne rejser længere og længere væk, når de tager på ferie.
Foto: Gregers Tycho.

Rejsebranchen tjener flere penge end nogensinde tidligere. Ferielysten blandt danskerne stiger, og rejserne bliver dyrere og går til fjernere destinationer. Det forgylder de danske rejseselskaber, som sidste år samlet set havde et rekordstort overskud.

»Rejser har høj prioritet hos danskerne. En god ferie er en vigtig del af identiteten, og vi rejser oftere end tidligere. Forbrugerne søger spændende oplevelser, og det kan rejsebureauerne levere,« siger Lars Thykier, adm. direktør i Danmarks Rejsebureau Forening, DRF.

Han tilføjer, at danskernes privatøkonomi har det godt, så der bruges flere penge på ferie.

Sidste år havde rejseselskaberne et overskud før skat på 464 mio. kr. Det er knap 40 pct. mere end året før og mere end en fordobling på to år.

Det viser en analyse fra Dansk Brancheanalyse, der har gennemgået regnskaberne for Danmarks 194 største rejsebureauer. Samlet har selskaberne mere end 90 pct. af omsætningen i erhvervet.

»Det er det flotteste resultat nogensinde for branchen. Vi skal helt tilbage til 2007 for at finde et overskud i erhvervet på mere end 400 mio. kr. Dengang tjente selskaberne 413 mio. kr.,« siger Ole Egholm, direktør i Dansk Brancheanalyse.

Udviklingen over en årrække viser, at der ofte er en nøje sammenhæng mellem den økonomiske temperatur i samfundet og udviklingen i rejsebranchen. 2007 var således det sidste gode år inden finanskrisen, og fremgangen i 2016 skyldes også de gode konjunkturer.

»Arbejdsløsheden er lav, boligpriserne stiger, og det økonomiske råderum er blevet større. Der er tillid til fortsat fremgang, og derfor sidder pengene lidt løsere. I årene efter finanskrisen holdt forbrugerne på pengene, og det tog toppen af rejselysten,« siger Lars Thykier.

Ifølge Danmarks Rejsebureau Forening rejser danskerne oftere på ferie. Tidligere tog man måske til udlandet en gang om året. I dag rejser mange udenlands flere gange årligt.

Der er forskellige typer af rejsebureauer, og de fleste har fremgang. Men én ferieform tegner sig for den største vækst. Det er de selskaber, som har specialiseret sig i rejser til oversøiske rejsemål.

Disse bureauer havde en vækst i omsætningen på 8 pct., og indtjeningen er næsten fordoblet fra 76 mio. kr. i 2015 til 140 mio. kr. i 2016.

»Der er en tendens til, at gæsterne gerne vil rejse længere væk end tidligere,« siger Ole Egholm.

Han fremhæver også, at danske rejsebureauer er meget kreative i udviklingen af nye rejsemål, som tiltaler danskerne.

Ifølge Dansk Brancheanalyse havde bureauerne, som satser på fjerne rejsemål, en samlet omsætning på 5,3 mia. kr. sidste år.

»Danskerne er mere rejsevante og eventyrlystne, og derfor søger de mod mere eksotiske rejsemål,« konstaterer Lars Thykier.

Flere interkontinentale ruter og større kapacitet til fjerne destinationer er medvirkende til, at gæsterne rejser længere ud i verden. Der er ganske enkelt flere sæder, som skal fyldes, og det større udbud gør det nemmere at skaffe pladser på flyene.

Både Norwegian og SAS har øget kapaciteten til USA, og selskaber som Emirates, Qatar Airways og Singapore Airlines har flere afgange eller større fly, så der er bedre muligheder for at rejse til Asien, Australien og Afrika.

I de seneste år er det blevet nemmere for danskerne selv at planlægge ferien ved at købe flybilletter hos lavprisselskaberne og hotelophold hos internationale bookingportaler. Alligevel er der stadig flere, som benytter rejsebureauerne.

»Rejsebureauerne er blevet mere specialiserede, og de kan tilbyde oplevelser, som det er svært selv at tilrettelægge,« siger Lars Thykier.

Der er eksempelvis vækst i aktive ferier med vandring, cykling, surfing og andre udfordringer på programmet. Der arrangeres mange kulturelle rejser, hvor rejsebureauerne eksempelvis kan skaffe billetter, som ellers er svære at få fat på.

Charter er den eneste ferieform i brancheanalysen, som har tilbagegang i indtjeningen. Overskuddet faldt fra 84 mio. kr. i 2015 til 48 mio. kr. i 2016.

Årsagen er først og fremmest, at flere af de store charterdestinationer var ramt af uro sidste år. Terror og poltisk ustabilitet i Tyrkiet kostede eksempelvis dyrt for charterkoncernen Primera Travel, der omfatter Bravo Tours og Suntours.

Selskabet øgede omsætningen markant sidste år og solgte for første gang rejser for 1 mia. kr. Men indtjeningen på beskedne 2,7 mio. kr. var markant mindre et året før.

»Rejselysten til Tyrkiet raslede ned. Vi skar ned på programmet, men det var ikke nok. Vi måtte give store rabatter på rejserne og fløj med for mange tomme sæder til de tyrkiske feriesteder,« konstaterede adm. direktør Peder Hornshøj fra Primera Travel i forbindelse med præsentationen af regnskabet.

Til gengæld har 2017 indtil videre været et godt år for charterselskaberne. Kapaciteten til Tyrkiet er tilpasset, og en kølig og regnfuld sommer betød, at langt de fleste rejser blev solgt uden rabatter. Samtidig har salget af rejser i efteråret og vinteren overrasket positivt.

»Alt tyder på, at charterselskaberne får et væsentligt bedre år. Derfor er det så godt som sikkert, at 2017 bliver endnu et rekord år for rejsebranchen i Danmark,« siger Ole Egholm.

BRANCHENYT
Læs også