*

Erhverv
0

Regeringen vil snuppe fiskekvoter fra stenrig kvotekonge

Regeringen vil have kvotekongen over dem alle til at levere kvoter tilbage. Men der kan gå mange år.

Henning Kjeldsen er en af de omstridte kvotekonger. Han er blevet milliardær på fiskeri. Foto: Betina Garcia.

Manden bag Danmarks største fiskekutter og en voksende milliardformue kan blive tvunget til at levere en del af sine fiskekvoter tilbage.

Det viser dokumenter, som Berlingske er i besiddelse af.

Storfiskeren Henning Kjeldsen fra Skagen ejer så mange kvoter, at det overskrider kvoteloftet. Det er kvoter, som han fik dispensation til i 2012, da lofterne blev indført.

Men nu pønser regeringen på at tilbagekalde dispensationen. Det fremgår ifølge Berlingske af et bilag fra regeringens udspil til håndtering af den omstridte kvotekoncentration.

Henning Kjeldsen har kvoter til at fange cirka 10 pct. af al fisk, der landes herhjemme. Det har givet den velhavende skagbo tilnavnet »Kvotekongen.« Hans samlede formue er på godt 1,5 mia. kr.

Det er alene Henning Kjeldsen, der har fået dispensation til at overskride kvoteloftet, viser en mail, som Greenpeace har fået aktindsigt i. Men om hans selskab Gitte Henning A/S bliver tvunget til at aflevere fiskekvoter tilbage, afhænger af en juridisk vurdering fra Kammeradvokaten, skriver Berlingske.

Fiskekvoter har et opsigelsesvarsel på 16 år. Danmarks Pelagiske Producentorganisation, der repræsenterer flere store erhvervsfiskere, forventer, at det bliver overholdt.

Mindst to af Danmarks største fiskere er blevet milliardærer på det stærkt omstridte kvotesystem, der i løbet af få år har samlet en stor del af havets rigdomme på få hænder.

Udover Henning Kjeldsen er der tale om færingen Gullak Arngrimsson Madsen, der bor i Hirtshals. Han ejer selskabet GTM Holding, der driver kombineret trawl- og notfiskeri. Det har sikret ham en formue på cirka 1,4 mia. kr.

Folketingets vagthund, Statsrevisorerne, valgte tidligere på året at udtale deres skarpeste kritik af Miljø- og Fødevareministeriet for i en årrække ikke at have haft styr på koncentrationerne af kvoter.

Ifølge Rigsrevisionen har Miljø- og Fødevareministeriet hverken fastsat regler, der sikrede, at fiskekvoterne ikke samledes hos få kvotekonger, eller holdt ordentligt øje med, hvordan koncentrationen af kvoter udviklede sig.

Sagen har allerede kostet den nuværende miljø- og fødevareminister, Esben Lunde Larsen (V), ansvaret for fiskeriområdet. Og et ukendt antal kvotekonger er blevet politianmeldt.

Henning Kjeldsen har tidligere afvist, at han skulle være blevet politianmeldt. Den i offentligheden ukendte skagbo ejer sammen med sin familie en imponerende flåde af fiskerifartøjer - deriblandt S 349 Gitte Henning, der er landets største fiskekutter.

Læs også