*

Erhverv
0

Netsupermarked forlader Danmark

Shobr.com, der er ramt af uro og en tvangsopløsning, flytter udenlands. Samtidig stopper den adm. direktør.

Netsupermarkedet Shobr.com har aftaler med en række leverandører af dagligvarer. Varerne distribueres til landets husstande gennem et samarbejde med PostNord. Screenshot

Det stormombruste netsupermarked Shobr, hvor dagligvareleverandører sælger direkte til forbrugerne uden om detailhandlen, rykker til udlandet og opgiver sin fysiske tilstedeværelse i Danmark.

Det skriver Dansk Handelsblad.

Selskabet bag netsupermarkedet, Shopall24, vil lukke det nuværende lager i Høje Taastrup og flytte det til Flensborg i Tyskland. Samtidig bliver den danske organisation reduceret væsentligt. Det betyder bl.a., at adm. direktør Mikkel Lohmann Davidsen stopper.

»Når vi spreder forretningen og rykker til udlandet, er det fordi vi tror, at det vil give os en bedre lønsomhed,« skriver bestyrelsesformand Lars Munch Johansen i en mail til Dansk Handelsblad.

Han understreger samtidig, at Shobr fortsat vil operere på det danske marked og levere dagligvarer til danskerne. Det får flytningen ingen indflydelse på.

Beslutningen om at rykke ud af Danmark sker samtidig med, at selskabet bag Shobr, Shopall24, er under tvangsopløsning af Erhvervsstyrelsen. Det skyldes, at Shopall24 ikke fik indleveret et regnskab til tiden.

Regnskabet mødte efterfølgende kritik fra selskabets revisor, der påpegede, at den fortsatte drift afhang af ny kapital. Ifølge Lars Munch Johansen er det nu lykkedes at få tilført kapital fra et engelsk holdingselskab ejet af europæiske og kinesiske investorer.

Det oplyser han til Dansk Handelsblad.

Netsupermarkedet Shobr.com har aftaler med en række leverandører af dagligvarer. Varerne distribueres til landets husstande gennem et samarbejde med PostNord. Idéen er at give forbrugere i hele Danmark adgang til et større sortiment af dagligvarer ved at købe direkte fra leverandørerne.

Med et nyt lager i Flensborg kan Shobr ifølge formand Lars Munch Johansen betjene de nordiske lande og Kina, hvorefter netsupermarkedet også vender blikket mod Tyskland og Benelux-landene.

Brancheforeningen DLF/Dagligvareleverandørerne er medejer af selskabet bag Shobr.

Læs også