Erhverv
0

Oprør i Coop: Formand kalder kædens øko-kampagne misvisende og manipulerende

Formanden for Brugsforeningernes Arbejdsgiverforening betegner et økologi-tema i Coop-bladet Samvirke som utilstedeligt, manipulerende og misvisende.

Coop vil gøre Danmark mere økologisk, men mange lokale brugsuddelere undsiger detailgigantens nye økologikampagne.
Foto: Mik Eskestad

»Jeg ønsker egentlig bare at drive en forretning, der sælger de varer, kunderne gerne vil købe. Vi skal ikke ende som en politisk bevægelse af smagsdommere, der skubber kunderne fra os og endda får dem til at boykotte vores butikker.«

Torben Jensen, der er formand for Brugsforeningernes Arbejdsgiverforening, BA, er vred over den drejning Coops aktuelle økologi-kampagne har taget.

Kampagnen er lanceret med store annoncer under overskriften »I dag kan du blive fri for sprøjtegift. Gør din oktober til økotober«.

Samtidig er oktober-udgaven af Coops medlemsblad Samvirke kommet ud i butikkerne med et ni sider langt tema, hvor overskrifterne er: "Pesticider, det fik vi også i går" og "Sprøjtegift er hverdagskost". Artiklerne ledsages af billeder af personer, som spiser grøntsager iført beskyttelsesdragter, handsker og gasmasker.

»De artikler er fuldstændig utilstedelige, misvisende og manipulerende. Det er rigtigt, at man nede i artiklerne også får de korrekte nuancer med: Herunder at der er flere rester af sprøjtemidler i udenlandsk frugt og grønt end i dansk, samt at langt de fleste fund er under grænseværdierne. Men det ændrer ikke på, at artiklerne og billederne sender et meget stærkt og misvisende signal om, at det er farligt at spise konventionelle varer,« mener Torben Jensen.

Brugsforeningernes Arbejdsgiverforening organiserer og rådgiver 364 selvstændige brugsforeninger, og Torben Jensen vurderer, at det store flertal af medlemmerne er enige med ham.

»De fleste reaktioner, jeg har fået, er i hvert fald fra kolleger, der mener, at Coop og Samvirke er gået for vidt. Det er fint nok at gøre reklame for forskellige typer af produkter, men man må kunne gøre det uden at nedgøre andre produkter. Sådan set får vi jo fortalt, at det er farligt at spise helt almindelig frugt og grønt - og især hvis det er udenlandsk. Det er ikke tilfældet, men hvis Coop faktisk mener det, bør man jo få fjernet alle de udenlandske varer fra vores butikker,« siger Torben Jensen, der selv driver Dagli' Brugsen i Guldborg.

Coops økologikampagne har udløst rasende protester og trusler om boykot fra landbrugets organisationer, og landet over har en del brugsuddelere valgt at smide alle eksemplarer af Samvirke i skraldespanden.

»Kampagnen har udviklet sig til et kæmpe selvmål for Coop, og jeg forstår godt, at landmændene er vrede. Vi bør ikke gøre os til smagsdommere og prøve at bestemme, hvad der er rigtigt og forkert. Vi kæmper for at tjene penge i et fladt marked, og i den den situation har vi virkelig ikke brug for at tabe markedsandele ved at skubbe kunderne fra os,« mener Torben Jensen.

Han ser ingen grund til at miskreditere de konventionelle fødevarer.

»Landbruget i Danmark er kontrolleret på kryds og tværs og skal leve op til meget skrappe miljøregler. Det er helt skævt, hvis vi efterlader kunderne med et indtryk af, at konventionelle danske fødevarer ikke er sunde. I virkelighedens verden er det komplekst at afgøre, om økologisk eller konventionel drift er bedst. Der er fordele og ulemper ved begge dele,« mener Torben Jensen.

Han peger på, at Coop også gik foran med at udfase buræggene, selv om en ny generation af EU-godkendte såkaldte berigede bure netop havde forbedret dyrevelfærden i den produktionsform.

»Også i den sag gjorde Coop sig til smagsdommer og afgjorde, at et bestemt produkt skulle fjernes fra butikkerne. Det er der to problemer ved: Dels er det slet ikke så entydigt, hvilken produktionsform, der er bedst. Og dels skubber vi en gruppe af forbrugere fra os. Det skulle nødigt ende med, at en enlige mor med to børn ikke har råd til at handle i brugsen,« siger Torben Jensen.

Coops CSR-chef Thomas Roland har til Finans forklaret, at økologi-kampagnen er målrettet forbrugere, der gerne vil minimere risikoen for pesticidrester i maden.

»Nogle forbruger ønsker simpelthen slet ikke nogen risiko og ønsker ikke at skulle forholde sig til grænseværdier, sikkerhedsmarginer og cocktaileffekter (kombinationseffekt af forskellige pesticider under grænseværdien, red.). Jeg mener, at man godt kan fortælle om et produkts kvaliteter og egenskaber uden samtidig at fortælle, at andre varer også er udmærkede,« siger Thomas Roland.

Det er Coops øverste myndighed, Landsrådet, der udstikker koncernens overordnede kurs og har bestemt, at der skal satses på økologi. Landsrådet samles næste gang midt i november, og ifølge Torben Jensen er der lagt op til en spændende debat om blandt andet økologi.

BRANCHENYT
Læs også