*

Erhverv
0

Oprøret mod Coops økologikampagne breder sig

I Sønderjylland har 26 Coop-butikker allieret sig med landbruget og indrykket annoncer vendt mod Coops økologikampagne.

Økologisk eller konventionelt?Forbrugerne skal selv have lov at vælge mener LandboSyd og 26 lokale Coop butikker, der siger nej-tak til »Coops skræmmekampagne«.

I Sønderjylland har 26 Coop-butikker valgt at gå sammen med den lokale landboforening og indrykke annoncer med budskabet: »Coops skræmmekampagne, nej tak«.

Annoncerne er en reaktion på den økologikampagne, som Coop har udarbejdet sammen med Danmarks Naturfredningsforening.

Kampagnen, som skal køre hele oktober, er indledt med annoncer under overskriften »I dag kan du blive fri for sprøjtegift. Gør din oktober til økotober«.

Samtidig er Coops medlemsblad Samvirke kommet ud i butikkerne med et ni sider langt tema, hvor overskrifterne er: "Pesticider, det fik vi også i går" og "Sprøjtegift er hverdagskost". Artiklerne ledsages af billeder af personer, som spiser grøntsager iført beskyttelsesdragter, handsker og gasmasker.

Kampagnen har udløst rasende angreb fra landbrugets organisationer og en del konventionelle landmænd, som mener, at Coop fører en misvisende og manipulerende skræmmekampagne mod almindelige ikke-økologiske fødevarer. Organisationer som Bæredygtigt Landbrug og LandboSyd har direkte opfordret forbrugerne til at boykotte Coop.

De seneste dage har flere brugsuddelere tilsluttet sig kritikken og har fjernet Samvirke fra butikkerne. Samtidig har formanden for Brugsforeningernes Arbejdsgiverforening, BA, betegnet artiklerne i Samvirke som utilstedelige, misvisende og manipulerende. BA har 364 selvstændige brugsforeninger som medlemmer.

I Sønderjylland har den lokale landboforening LandboSyd nu fundet sammen med 26 lokale Coop-butikker i en kampagne vendt mod Coops økologikampagne.

Hovedbudskabet i den sønderjyske modkampagne er:

»Økologi, ja tak. Almindelige danske fødevarer, ja tak. Lokale fødevarer, ja tak. Forbruger-valgfrihed, ja tak. Coops skræmmekampagne, nej tak.«

I den sønderjyske modkampagne deltager både butikker fra kæderne Kvickly, Fakta, SuperBrugsen, Dagli'Brugsen og LokalBrugsen.

I et læserbrev har LandboSyds formand, Mogens Dall, argumenteret for, at Coop fordomsfrit bør sælge et bredt sortiment af fødevarer. Fra ringriderpølser til salat. Forbrugerne bør have lov at vælge frit, mener Mogens Dall.

»Men nu vil Coop bestemme. Coop har besluttet, at kun økologi er sagen, og at konventionel produktion er ramt af gift. De mener det så alvorligt, at de har lavet en forside på deres blad Samvirke, der viser en person, som har taget en beskyttelsesdragt på for at spise konventionelt grønt. Så farlige er konventionelle produkter ifølge Coop,« skriver Mogens Dall i læserbrevet.

Han opfordrer på den baggrund forbrugerne til at boykotte Coop.

Lars Guldahl Andersen er direktør for den selvstændige Brugsforeningen for Als og Sundeved, der har 13 butikker i Sønderjylland. Til Landbrugsavisen fortæller han, at foreningen medvirker i annoncekampagnen sammen med LandboSyd ud fra et ønske om at bevare det gode samarbejde med landbruget.

»Vi har et fælles mål, og det er at sælge gode fødevarer. Vi har gjort et stort arbejde for at samarbejde med lokale leverandører. Vi vil hellere udvikle det gode samarbejde end at ødelægge det,« siger Lars Guldahl Andersen. Han tilføjer:

»For os er det ikke afgørende, om det er økologisk eller konventionelt. Forbrugerne skal selv vælge, men vi har ikke lyst til skræmmekampagner.«

BRANCHENYT
Læs også