*

Erhverv
0

Billetter til fjerne rejsemål er historisk billige

På få år er flybilletterne på oversøiske flyvninger faldet med 20 pct.

Det har aldrig været billigere at flyve langt.
Foto: Lukas Schulze/AP

Det har aldrig været billigere at rejse til fjerne destinationer. Priserne på oversøiske flyvninger er raslet ned i de seneste år, og prisfaldet er fortsat her i efteråret.

I dag er det 20 pct. billigere at rejse interkontinentalt til USA, Asien, Sydamerika, Afrika og Australien i forhold til 2010, da gennemsnitsprisen var på 4.544 kr. I dag kan flybilletten til de mest populære oversøiske rejsemål i gennemsnit købes for 3.665. kr.

Det viser beregninger, som Dansk Flyprisindeks, der er en del af Travelmarket.dk, har foretaget. Sammenligningen gælder 10 destinationer på fire kontinenter: Bangkok, Beijing, Dubai, Johannesburg, Los Angeles, Mexico City, New York, Rio de Janeiro, Sydney og Tokyo. Priserne i pristjekket inkluderer flybilletter tur retur og inkl. skatter.

»Vi har gennem det seneste halve år set en stabilisering af flypriserne i vores pristjek. Nu ser vi så en udvikling, hvor priserne igen falder, og denne gang til et rekordlavt niveau. Men det bliver endnu billigere, for senest har Lufthansa introduceret flybilletter til USA til 1.000 kr. per vej uden bagage,« siger Ole Stouby, direktør i Travelmarkedet.dk.

Han vurderer, at konkurrencen vil tage til. Det seneste udspil fra Lufthansa er et eksempel på, at de traditionelle selskaber nu går samme vej som Norwegian, der er det eneste lavprisselskab, som flyver oversøisk fra Europa. Norwegian sælger billetterne uden bagage, som skal tilkøbes, og det bringer prisen i vejret.

Et stigende antal rejsende rejser dog uden bagage, og kunderne har fra de europæiske ruter efterhånden vænnet sig til, at det koster ekstra at medbringe en kuffert.

Så billige er billetterne

Priseksempler på oversøiske rejser i uge 44:

  • Billund - Los Angeles t/r kr. 2.078,-
  • København - Beijing t/r kr. 2.444,-
  • Billund - Beijing t/r kr. 2.530,-
  • København - Mexico City t/r kr. 3.272,-
  • Billund - Tokyo t/r kr. 3.298,-
  • Hamborg - Tokyo t/r kr. 3.553,-
  • København - Sydney t/r kr. 5.758,-

Kilde: Dansk Flyprisindeks, Travelmarket.dk

»Jeg er overbevist om, at andre af de traditionelle flyselskaber vil gøre som Lufthansa og sælge billetter til fjerne rejsemål uden bagage. Det vil bringe priserne yderligere ned.«

Han tilføjer, at lave priser stimulerer rejselysten, så flere køber flybilletter. Dermed fyldes flyene bedre op, så flyselskaberne har råd til at sænke priserne.

BRANCHENYT
Læs også