*

Erhverv
0

Flere års vækst i turismen flader ud

Kun hotellerne har haft et stigende antal gæster i år. Feriecentre og campingpladser halter bagefter.

Hoteller sikrer vækst i overnatninger i højsæsonen.

Danske hoteller, feriecentre og vandrerhjem havde flere overnatninger i højsæsonen end sidste år. Men stigning er beskeden, og væksten var langt mindre end året før. Dermed er flere års markant fremgang bremset kraftigt op.

Det er først og fremmest hotellerne, som er årsag til lidt flere overnatninger i juni, juli og august, der er de mest travle måneder i dan danske turistbranche. Derimod betød dårligt vejr færre gæster på campingpladser og feriecentre.

Samlet var der 15,6 mio. overnattende gæster i de tre sommermåneder, og det er blot 34,700 flere kunder i forhold til samme periode i 2016. Fra 2015 til 2016 steg overnatningstallet med 230.000 gæster, og det svarer til ca. 2 pct. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

I årets første 8 måneder var der 1 pct. flere overnatninger herhjemme, men det er kun hotellerne, som kan registrere en stigning. 4 pct. flere har boet på hotel i år til dato, og det samlede antal overnatninger nåede 10,7 mio.

Derimod har både feriecentre og campingpladser haft færre gæster indtil videre. En af forklaringerne er den danske sommer, som i år var usædvanlig våd og kølig. Det gik ud over campinglivet, der er 1 pct. bagud i antal overnatninger. Feriecentrene har haft 2 pct. færre gæster.

Set over en længere periode er sommeren 2017 den bedste højsæson siden 2006. Men der er sket en stor forskydning i overnatningsform.

I 2006 udgjorde gæsterne på campingpladserne 53 pct. af samtlige overnatninger i juni, juli og august. I dag er andelen faldet til 46 pct. Til gengæld er andel af overnatningerne på hotel i samme periode steget fra 24 pct. til 34 pct.

Ifølge DI er det dog ikke kun vejret, som er skyld i den svage vækst.

»Hvis vi sammenligner os med vores nabolande, som har haft de samme vejrmæssige udfordringer, har vi klaret os markant dårligere,« siger Sune K. Jensen, fagleder for turisme i DI.

Han peger på, at antallet af overnatninger i nabolandene i gennemsnit er steget med 4 pct. i perioden.

Sune K. Jensen efterlyser en styrkelse af destinationerne på tværs af kommuner, så turisterne kan få en bedre oplevelse - også når det regner.

BRANCHENYT
Læs også